DF kommentarer

Kristian Thulesen Dahls ugebrev mandag den 29. december 2014:

 

2015: Opgaverne står i kø!

Nu er 2014 snart forbi. 2015 venter. Året starter sædvanen tro med statsministerens nytårstale, og den giver altid anledning til debat om, hvorvidt regeringen justerer retningen - kommer med nye planer. Hvad vælger statsministeren at have fokus på? Hvad planlægger hun at gøre? I år vil talen blive ekstra vendt og drejet, fordi et folketingsvalg er tæt på. Talen er den sidste inden valget. Springer statsministeren pludselig ud med en samlet vision for Danmark? Kan man pludselig mærke, hun brænder for opgaven? Eller fortsætter regeringens politik med at have karakter af små skridt på stedet, mens der håbes på bedre tider?

Den sidste nytårstale for knap ét år siden blev i hvert fald kraftigt kritiseret for at mangle konkret politik og for at være alt for tilbageskuende. Vi må for Danmarks skyld håbe, at det bliver bedre i år!

For der er nok at tage fat på, hvis vi skal passe ordentligt på vores velfærdssamfund - på Danmark.

Tag beskæftigelsesområdet. Der skal skabes flere arbejdspladser. Regeringen glæder sig ofte over, at der faktisk ér skabt nogle nye arbejdspladser. Men ser man på tallene over østeuropæere i Danmark, står det klart, at det primært er jobs skabt til disse og ikke til ledige danskere. Og for samfundsøkonomien bør målet være at få ledige danskere i arbejde. Det vil også skabe større livskvalitet for de danskere, der så efterspørges i stedet for at blive placeret på sidelinjen!

De stadig flere østeuropæere i Danmark har også gjort det sværere at få integreret de ikke-vestlige indvandrere, der er her i landet. Mange arbejdsgivere vil hellere ansætte unge, motiverede østeuropæere end mange af de med ikke-vestlig baggrund, som allerede er i Danmark. Det forstår man godt. Men for landet er det ikke en god udvikling. Det skaber endnu flere udfordringer i forhold til integrationen og øger problemerne med at skabe balance i den offentlige økonomi.

Det forlyder, at statsministeren vil tale om dette i sin nytårstale. Vi må håbe, at hun så tager fat om det egentlige problem: At der ikke er styring på indvandringen til Danmark. Skal man gøre noget, kan det selvsagt være nødvendigt at udfordre EU-systemet. Det er den siddende regering desværre ikke indstillet på. Det ville ellers klæde regeringspartierne at vise, at man respekterer valgresultatet ved Europa-Parlamentsvalget tilbage i maj. Det er svært at nå til andet resultat, end at mange, mange danskere klart gav til kende, at de ikke ønsker mere EU.

En omlægning af asylområdet er også nødvendig, hvis vi fortsat skal have et samfund, der hænger økonomisk og kulturelt sammen. Muligvis vil statsministeren i sin tale forsøge at påstå, at den siddende regering kører en lige så stram politik, som der blev kørt, før den kom til. Det har vi hørt før. Det er bare ikke sandt, og der er heller ikke længere mange danskere, der tror på dén historie.

Regeringens nummer to - den radikale leder Morten Østergaard, har også meldt klart ud i forhold til eksempelvis de syriske asylansøgere. De kommer med meget stor sandsynlighed til at være i Danmark i mange år, og derfor skal de integreres fra dag ét, lød det således fra Morten Østergaard kort før jul. Der er, som jeg tidligere i år har været inde på, to veje at gå i asylpolitikken: Regeringens vej eller den ansvarlige vej. Du kan læse Dansk Folkepartis udspil til en markant ændring af asyl- og udlændingepolitikken ved at trykke her.

Sundhedsområdet er også af yderste vigtighed. Her skal vi sørge for, at økonomien er der til at sikre et tidssvarende, effektivt og nærværende sundhedsvæsen. Det handler selvsagt om ressourcer. Men det handler også om, at vi sikrer, at ressourcerne bliver brugt ordentligt. At de bliver brugt klogt og fornuftigt til gavn for danskerne. For få dage siden bragte TV2 nogle opsigtsvækkende indslag om, hvor meget, eller rettere sagt hvor lidt, tid en sygeplejerske brugte på patientkontakt. Det var 18 procent af tiden, mens mere end halvdelen af arbejdstiden gik med dokumentation og registrering. Problemet består især i såkaldt dobbeltdokumentation, at visse data skal indtastes flere steder, fordi computersystemer ikke er i stand til at ”tale sammen”.

Ja, anæstesisygeplejersker på et nordjysk sygehus kunne endda fortælle, at når de bedøver en patient til en operation, så er der ofte seks steder, hvor de skal registrere data på den samme patient. Samlet viste en undersøgelse, at hospitalssygeplejersker årligt spilder fire millioner timer, det svarer til 2461 fuldtidssygeplejersker, på unødig dokumentation. Det lyder tudetosset! Når der så oplagt er en kæmpegevinst at hente i det offentlige - og endda på så vigtigt et område som sundhedsvæsenet - så er det vigtigt at få gjort noget ved det! I øvrigt kan man passende undersøge, om der også skulle være noget at hente andre steder på denne konto, for eksempel hos politiet.

Jo, der er såmænd rigeligt at tage fat på. Det ved vi i Dansk Folkeparti, og vi vil, som vi jo gør, arbejde stenhårdt hver eneste dag for at trække Danmark i den rigtige retning - også selv om vi har en statsminister, som hedder Helle Thorning-Schmidt, og som ikke lytter meget til Dansk Folkeparti. Vi læner os ikke tilbage og konstaterer, at nu er der højst så og så mange dage til, at statsministeren er tvunget til at udskrive valg. For der er arbejde, der skal gøres, og så kender ingen jo valgresultatet, før valget engang er overstået.

Nu skal det jo ikke blive politik det hele. Det er jo nytårsaften lige om lidt, og jeg håber meget, at I alle kommer til at fejre den med familien og/eller i gode venners lag. For det vigtigt i en hektisk hverdag lige at stoppe op, tage en mundfuld frisk luft og huske på, hvorfor man gør alt det, som man gør. Se det hele i et lidt større perspektiv og skønne på og glæde sig over alt det gode, vi har. Huske at sige tak til familie og venner for det år, der er gået.

Det vil jeg i hvert fald gøre her: Tak til jer alle for det år, der er gået!

Godt nytår!

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl

 

 Kristian Thulesen Dahls ugebrev mandag  den 1. december 2014:

Vi skal tættere på hinanden!

I dag er det den første december, og jeg glæder mig!

Jo, jo, jeg glæder mig da selvsagt til julemåneden og juleaften, men lige nu tænkte jeg nu mest om på torsdag, hvor jeg skal besøge Danfoss på Als, asylcentret på kasernen og om aftenen deltage i et offentligt møde på Comwell i Sønderborg. For det er dybt interessant og inspirerende at komme ud og se, møde og tale med de mennesker i vort land, al politik jo handler om.

I starten af november besøgte jeg et ældrecenter i Assens, bydelen Vollsmose og deltog i et offentligt møde på Fangel Kro. Her fik jeg blandt andet talt med politifolk i Vollsmose om, hvordan de oplever området. De gør et godt stykke arbejde i det daglige, og som politiker var jeg meget nysgerrig i forhold til, hvilke redskaber de mangler. Det gik også op for mig, hvor mange penge, vi egentligt bruger på bydele som Vollsmose, og hvor vigtigt det er, at vi får brugt disse mange ressourcer på en ordentlig måde. Skal Danmark hænge sammen, så må der ikke være store ghettoområder, hvor parallelsamfundene hersker.

For et par uger siden gik turen til Sydsjælland, hvor jeg fik besøgt kagefabrikken Bisca (også kendt som Karen Volf) i Stege og Køge Sygehus. Sidstnævnte er på vej til at blive et af de nye såkaldte supersygehuse, og det var, undskyld, superinteressant at høre om, hvordan det hele skrider frem. Hvad der er af udfordringer, og besøget har gjort mig meget opmærksom på, hvad vi især skal holde øje med i forhold til, at supersygehuset i Køge og de andre kommende supersygehuse nu også blive sådan, som vi oprindeligt havde tænkt dem. At de ikke skridt for skridt bliver mindre og mindre superagtige, og ender med slet ikke at stå mål med det, som borgerne har brug for og forventer.

Hvad angår Bisca og Danfoss, så er det jo spændende at se produktionen. Hvordan de mange forskellige produkter bliver til. For mange tænker jo ikke over den slags, når man for eksempel i juletiden sætter tænderne i en klejne eller en brunkage. Men mine besøg handler også om arbejdspladser. For virksomheder som Bisca og Danfoss skaber arbejdspladser i dele af landet, hvor der ellers ikke er så mange af slagsen, og hvor det er svært at få skabt nye. Her er det vigtigt, at vi politikere lytter til, hvad netop den slags virksomheder siger, gør det særligt udfordrende at have produktion i Danmark. For det er ikke smart, at danske virksomheder er underlagt langt større byrder eller hårdere krav til produktionen, end for eksempel tyske og svenske virksomheder er det. Hvis det er billigere og nemmere at drive sin virksomhed i et naboland til Danmark, så bør vi altså ikke blive forundrede, hvis nogle virksomheder vælger at flytte.

For det nytter ikke noget blot at sidde bag skrivebordet, granske regneark og så føre politik derefter. Det løser sjældent noget! Politikerne skal være tæt på borgerne og omvendt. Kun sådan sikrer vi, at der bliver ført virkelighedsnær og fornuftig politik fra Christiansborgs side og at vi løbende kan justere lovgivningen, så den passer til virkeligheden, som den er. Vi skal ikke, som visse tilhængere af EU synes at mene, længere væk fra hinanden, nej, vi skal tættere på!

Og jeg glæder mig til at komme tæt på nu på torsdag og i det nye år, hvor jeg besøger flere steder rundt om i Danmark.

Måske vi ses? Det håber jeg!

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl

 

Kristian Thulesen Dahls ugebrev mandag den 6. oktober 2014:

Folketingsvalgkamp eller politisk arbejde?

I morgen åbner Folketinget formelt igen. Selvom de fleste nok synes, de har hørt en masse politik i forbindelse med partiernes sommermøder, landsmøder og kongresser, er det første tirsdag i oktober, at et nyt folketingsår åbner. Det er altid højtideligt. Med festlig kirkegang kl. 10. Åbning med de kongelige kl. 12. Mediernes dækning som var det første skoledag… Det skal nok blive festligt. Men når dagen er omme, er det vigtigste selvsagt, hvad der politisk kommer ud af det hele. Statsministeren holder sin sidste åbningstale, før der skal være folketingsvalg. Og med Socialdemokratiets kampagner imod andre partier – og deres kongres i baghovedet – er der en reel risiko for, at der for alvor går valgkamp i den. At de negative kampagner får overtaget. Kan man ikke vinde på sine egne fortræffeligheder, kan man måske skræmme folk fra at stemme på os andre, må tanken være.

Sidste år ”glemte” Helle Thorning-Schmidt de ældre i sin åbningstale. Det blev bemærket. Nu nærmer vi os et folketingsvalg – så hun glemmer næppe de ældre i år. Ligesom sundhedsområdet også pludselig er blevet et vigtigt område for regeringen. Vi får sikkert både historien om, at nu vil regeringen prioritere sundhedsområdet og mon ikke også historien om ”regeringens” såkaldte ældremilliard nævnes, mens sidehistorien om at milliarden kun kom på grund af pres i finanslovsforhandlingerne glemmes. Ligesom det faktuelle om at kommunerne vil spare over en milliard på de ældre, således at det bliver til et minus på området, nok ties ihjel. Men igen er det eksempelvis blevet et emne at spare på de ældres mad. Ak ja. Måske man skulle lade bespisningen i Folketinget svare til det, man vil give de ældre. Hvis det er så godt og vi samtidig kan spare en masse penge?

Men nok om sidste års tale. Nu vil jeg se fremad. Derfor her et par forslag (helt gratis) til, hvad statsministeren blandt andet bør sætte fokus på.

For mig at se, er det vigtigste nemlig, at statsministeren bruger talen på at sikre tilliden mellem danskerne og politikerne. Det er ganske nødvendigt. En helt ny måling udført for Ugebrevet A4 viser, at befolkningens tillid til de folkevalgte er styrtdykket siden 2011. For at genskabe den tillid, som der må være, mener jeg, at det er på tide, at der sættes fokus på det nære. På de ting, der optager og påvirker danskerne hver eneste dag. Overordnet handler det om, at danskerne ønsker, at vores velfærdssamfund skal bevares, og hvis det skal ske, bør der ske konkret handling på bl.a. disse fire områder:

1. Ældreområdet skal opprioriteres. Der er alt for mange tilfælde, hvor vi i Danmark bare ikke gør det godt nok for de ældre. I weekenden kom det som nævnt frem, at ældre i flere kommuner får vakuumpakket mad. Man fristes til at tro, at vi indretter et samfund, hvor kriminelle i landets fængsler tilbydes bedre mad end de ældre, som ikke længere selv kan klare madlavningen. Kriminalforsorgen skriver selv følgende om mad i fængslerne: ” Når man er i fængsel, skal man selv købe ind og lave mad. Man kan enten købe det i en forretning i fængslet eller bestille det hos en købmand, som så kommer med det. I de fleste fængsler laver man maden i nogle fælles køkkener. I arresthusene bliver maden serveret. Maden bliver lavet i køkkener på Statsfængslet ved Sønder Omme og Statsfængslet i Jyderup”. Mon ikke maden ender med at blive bedre end de ældres? Det dur jo ikke! Og her handler det jo også om, at vi skal sikre kommunerne penge til at løfte opgaven med de ældre.

2. Øget fokus på patienterne. Når man er syg, så skal have hurtig og rigtig hjælp. Overordnet ser det ud til, at de nye såkaldte supersygehuse ikke bliver bygget med tilstrækkelig omtanke. Der er for eksempel reel bekymring for, at de nye sygehuse ikke bygges med sengepladser nok. Og skal patienterne så igen placeres på gange o.lign? Eller sendes hjem fra sygehuset for tidligt – og er kommunerne så parat til at håndtere det? Nogle af supersygehusene bygges endvidere uden produktions-køkkener. Og når man ved, hvor meget den rigtige og velduftende mad betyder for folk – og i særdeles når man er syg – virker det ikke gennemtænkt. Det bør laves om. Sundhedssystemet skal være tidssvarende og fungere med patienten i centrum.

3. Der skal styr på indvandringen. Antallet af personer, der søger asyl eller familiesammenføring er på det nærmeste eksploderet. Myndighederne kan slet ikke følge med, men alligevel virker det ikke til helt at være gået op for regeringen. Det holder ikke. Vi ser mange steder i Danmark store problemer med integrationen. Parallelsamfund opstår i stigende omfang. Med alt for megen kriminalitet og ledighed. Udfordringerne bliver kun større af, at der kommer flere svært integrerbare udlændinge til Danmark. Vi skal ikke importere verdens konflikter. Vi skal derfor sikre, at indvandringspolitikken igen bliver styret med fast hånd. Antallet der kommer til Danmark skal simpelthen ned. Flere skal hjælpes i nærområderne i stedet. Det er både det rigtige for det danske samfund og det moralsk rigtige for de mennesker, der ikke kan være i deres hjemland på grund af krig og ufred.

4. Danskerne er et af de mest indbrudsplagede folkefærd i EU. Det skal der gøres noget ved. Vi skal have mere synligt politi. Det vil have en tryghedsskabende og afskrækkende effekt. Desuden skal vi have særligt fokus på udenlandske kriminelle. I årets tre første måneder stod tilrejsende udlændinge for 27,4 procent af alle sigtelser for indbrud i private hjem. Her er det dybt logisk og oplagt at få kontrollen tilbage ved vores grænser. Ligesom udenlandske kriminelle langt hurtigere skal sendes hjem igen og meget gerne til afsoning i deres hjemlande i stedet for i danske fængsler. Vi skal kort sagt tage fløjshandskerne af over for disse udenlandske kriminelle og gøre det langt mindre attraktivt at komme til Danmark for at begå kriminalitet.

Der er så rigeligt af konkrete udfordringer at tage sig af. Så min opfordring er, at statsministeren i sin åbningstale og i den kommende fremtid koncentrerer sig om disse. Med klare initiativer til gavn for danskerne. Det er der brug for! Ikke negative skræmmekampagner om andre fordi et folketingsvalg nærmer sig.

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl

 

Kristian Thulesen Dahls ugebrev mandag den 18. august 2014:

Det er galt fat på sygehusene

I går aftes kunne vi på TV2 MIDT-VESTs nyheder se et indslag om, hvordan både patienter og sygeplejersker på Sygehus Thy/Mors advarer mod flere besparelser. Alligevel er der flere besparelser på vej – blev det fortalt i indslaget.

Patienter berettede om mange ubehagelige oplevelser. Eksempelvis fik én ikke udleveret den ordinerede mad. Sygeplejersker talte om panik og kaos. Intet mindre. Presset skyldes især, at sygehuset midlertidigt har lukket en af de tre medicinske afdelinger i sommermånederne, men til næste år skal man i regionen spare 150 millioner, og den forståelige frygt blandt personalet er, at lukningen så bliver permanent.

Der er vist ingen tvivl om, at der er brug for en konkret og håndgribelig indsats for vores sygehuse! Det virker ganske enkelt som om, at regeringen ikke har prioriteret området højt nok. Statsministeren har tankerne i Bruxelles, og det kan et hurtigt besøg på Odense Universitetshospital forud for Socialdemokratiets sommergruppemøde ikke råde bod på. Nej – der skal helt anderledes fokus over lang tid til at sikre ordentlige forhold for vore syge medborgere.

Da vi holdt sommergruppemøde i Kolding for nylig var sundhedsområdet derfor igen på vores dagsorden. Og vi besluttede at fremlægge et konkret forslag om at afsætte en milliard kroner målrettet blandt andet reduktion af overbelægning på sygehusene. Pengene skal komme fra udviklingsbistanden, som vi vil sætte til det niveau, som FN anbefaler. 0,7 procent af BNI (bruttonationalindkomsten). EU’s gennemsnit er i øvrigt 0,42 procent.

Og der er hårdt brug for pengene.

For eksempel har Dansk Sygeplejeråd kommenteret vores forslag. Formand Grete Christensen har sagt:

”DF peger på en meget klar mangel på regeringens resultatliste, nemlig en klar og ambitiøs sundheds-finanslov, som gør noget ved forholdene på de danske hospitaler. Over hele landet er der sygehuse, der kæmper med massiv overbelægning. Det er meget problematisk for både patienterne og personale. Der er i den grad brug for en økonomisk indsprøjtning, som DF foreslår.”

I dag besøgte statsminister Helle Thorning-Schmidt og sundhedsminister Nick Hækkerup så altså Odense Universitetshospital. Her skulle de to blandt andet høre om forskningsprojekter på kræftområdet, og det er selvfølgelig ikke tilfældigt. Statsministeren har allerede sagt, at når regeringen præsenterer sit finanslovsudspil for næste år, så vil der være afsat penge til en ny kræftpakke. Således er besøget på Odense Universitetshospital en oplagt mulighed for at gøre danskerne opmærksomme på et problem, som regeringen så har besluttet sig for at komme med en pose penge til.

Det er bestemt godt. For selvfølgelig er det vigtigt med kræftforskning. Vi ser meget gerne, at der gøres en forstærket indsats på kræftområdet. Nu må vi se, hvor regeringen har fundet pengene henne. Vi håber selvfølgelig ikke, at det er fra et andet sted indenfor sundhedsområdet. Det skal helst ikke gå på sundhedsområdet, som det ser ud til at være gået på ældreområdet. Her gjorde regeringen først et stort nummer ud af, at der på finansloven i år er 1 milliard ekstra til ældreområdet, hvorefter kommunerne ifølge en opgørelse fra FOA sparer over 1,3 mia. kr. En netto-besparelse også i 2014 på ældreområdet.

På sundhedsområdet er der nemlig brug for en målrettet ekstraindsats. Og en politisk bevågenhed som er langt større end det, regeringen hidtil har bedrevet. Både i forhold til at bekæmpe overbelægning – der nedlægges langt flere sengepladser end oprindelig planlagt med de nye supersygehuse – og i forhold til eksempelvis det faktum, at der på 4 af 6 nye stor-sygehuse ikke etableres køkkenfaciliteter. Det er mig en gåde, at man ikke prioriterer maden til syge og svækkede medborgere højere. Det er fuldstændig velkendt, at en ernæringsrigtig, velsmagende mad bringer folk hurtigere på benene igen. Og her er det jo vigtigt, at man til syge kan servere netop det, som man har brug for og lyst til på dagen! Ikke noget der skal forudbestilles måske uger forud.

Sundhedspolitikken skal tilbage på den politiske dagsorden. Det er ét af de vigtigste områder i vort velfærdssamfund. Det skal ikke håndteres i kanten af alt andet. Nej – det skal være i centrum af den politiske debat – også når det drejer sig om finansloven for 2015.

Link til Kristian Thulesen Dahls ugebrev mandag den 11. august 2014:

http://www.danskfolkeparti.dk/En_ny_udl%C3%A6ndingepolitik_rykker_t%C3%A6ttere_p%C3%A5

Kristian Thulesen Dahls ugebrev mandag den 19. maj 2014:

Stem på søndag for en ny kurs for EU!

Så er der seks dage til, at vi skal stemme til Europa-Parlamentsvalget og om Danmark skal tiltræde EUs Patentdomstol. Begge uhyre vigtige valg, og man gør klogt i at sætte sit kryds og dermed gøre brug af sin indflydelse.

For et af tidens allervigtigste spørgsmål er, i hvilken retning EU skal bevæge sig, og valget på søndag vil utvivlsomt få stor indflydelse på dette. Jordnært set handler valgene på søndag naturligvis især om, hvem der skal sidde i Europa-Parlamentet for Danmark og om EUs Patentdomstol. Begge dele er vigtige, ingen tvivl om det. Og man kan læse meget mere om disse valg og DF ved at trykke her.

Men valget på søndag handler også om, hvilket budskab befolkningerne sender til toppen af beslutningstagere i Europa. Befolkningerne, herunder os i Danmark, har muligheden for at sende et klart signal til EU-toppen om, at EUs nuværende kurs er forkert. EU-Kommissionens formand, Jose Manuel Barosso, og EU-Kommissionens næstformand, Viviane Reding, er stærke fortalere for et meget tættere og mere centralistisk europæisk samarbejde. En føderation i Europa. Det står i skærende kontrast til en meningsmåling om, hvorvidt danskerne ønsker en sådan udvikling hen i mod føderationen. Gallup målte for få måneder siden dette for tænketanken NyAgenda. Denne måling viste, at 69 procent siger ”nej” og blot 8 procent ”ja” til en sådan udvikling. Omvendt vil danskerne gerne blive i EU. For få dage siden viste en måling foretaget af Analyse Danmark for tænketanken Kraka, at 66 procent af danskerne går ind for dansk medlemskab af EU.

Konklusionen virker derfor ret klar: Vi vil gerne deltage i det europæiske samarbejde, men vi ønsker ikke den udvikling, som mange politikere, også mange danske, ønsker. Derfor er det kun naturligt og oplagt, at vælgerne på søndag bakker op om de partier og de politikere, der ønsker den samme kurs for EU, som de selv gør. For det er et falsk modsætningsforhold, når for eksempel statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) lader forstå, at det enten er et spørgsmål om en kurs mod føderationen eller en udtræden af EU og almindelig kaos i øvrigt. Der er en gylden middelvej. Selvfølgelig er det de europæiske lande og de europæiske befolkninger, der bestemmer, hvordan EU skal fungere! Hvis ikke det forholder sig sådan, ja, så er der sørme nogle politikere, der har et gigantisk forklaringsproblem! For hvor blev demokratiet i Europa så af?

Valgkampen til Europa-Parlamentsvalget har været i gang i et stykke tid. Jeg synes godt, man kan tillade sig at sige, at det har været en usædvanlig valgkamp. Den har været noget mere personlig, og jeg fristes til at sige beskidt, end jeg mindes, vi har set før. Måske en forsmag på valgkampen til det folketingsvalg, der senest kommer til september næste år? Jeg håber det ikke! Aktuelt mener, jeg så, at vores spidskandidat, Morten Messerschmidt, har været god til at børste angrebene af sig og i stedet har koncentreret sig om det væsentlige, om det politiske. Det er nok heller ikke så svært, når de personlige angreb for eksempel består af stort indkøbte helsidesannoncer i eksempelvis Ekstra Bladet, med Socialdemokratiets spidskandidat Jeppe Kofod som afsender. Samme Kofod bedyrer over for Ekstra Bladet, at ”vi er faktisk ret ligeglade med Dansk Folkeparti og Morten Messerschmidt som parti og person”. Så er det vel op til den enkeltes smag, om Socialdemokratiet og Jeppe Kofods fremgangsmåde er komisk, tragisk eller begge dele. Kønt er det i hvert fald ikke.

Dette til trods mener jeg nu alligevel, at det indtil videre har været en forholdsvis god valgkamp, hvor vi har oplevet mange gode debatter kandidaterne imellem. Det er vist også på sin plads at rose flere af de juridiske lærde, der har kastet deres faglighed ind i debatten om EUs Patentdomstol. Således siger lektor ved Københavns Universitet, Clement Salung Petersen, til Berlingske Business: ”Det er en folkeafstemning på et for tyndt grundlag, fordi der er for mange ting, vi ikke ved. Vi kender ikke omkostningerne, det afgørende procesreglement, dommerne eller kvaliteten af systemet. Det vil være helt uansvarligt at ratificere aftalen om Patentdomstolen på nuværende tidspunkt, og derfor er det også uansvarligt at bede befolkningen stemme om det på nuværende tidspunkt”. Han har jo meget ret. Der er ganske enkelt så mange ubekendte i forhold til EUs Patentdomstol, at det er en rigtig god idé for Danmark at vente med eventuelt at tilslutte sig. Som det var med euroen, er det altid en god ide at vente og se, hvordan det udvikler sig!

I vores kampagne har vi også gjort en hel del ud af at få budskabet om de to valg ud til så mange, som muligt. For desværre er det sådan, at langt færre typisk stemmer til valgene til Europa-Parlamentet end til valgene til Folketinget. Det er meget ærgerligt, for det er, som beskrevet ovenfor, af den yderste vigtighed, at man får stemt på søndag. Derfor har vi i DF lavet en ikke-voldelig(!) tegnefilm, biografreklamer, et computerspil og vi kører land og rige rundt med en kæmpetruck indeholdende blandt andet en kolonihave for at komme i kontakt med så mange danskere som muligt. Formålet er selvfølgelig at fortælle om Dansk Folkepartis politik, men det er i dén grad også at minde om, at der er to valg lige om hjørnet.

Og du, kære læser, kan også gøre dit til at sikre en høj valgdeltagelse på søndag. Mind familie, venner og kollegaer om, at de skal huske at stemme og tag gerne en god, politisk diskussion med dem. Del dette nyhedsbrev med dem! Lyt til deres argumenter og kom med dine. At lytte og respektere hinanden er nemlig en hjørnesten i demokratiet! Lidt drilsk kan jeg måske tilføje, at det vist ikke er alle, der beklæder en toppost i EU, der helt har forstået dette. Endnu en god grund til at stemme på søndag for en ny og bedre kurs for Danmark og EU!

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl

 

 

Kristian Thulesen Dahls ugebrev mandag den 12. maj 2014:

http://www.danskfolkeparti.dk/EU_skal_simpelthen_fylde_mindre_

Kristian Thulesen Dahls ugebrev mandag den 21. april 2014:

Det er 2. påskedag. Så ugen er jo egentlig ikke rigtig begyndt endnu. Mange steder skinner solen – nogle har været i kirke – og mange tænker nok ikke særlig politisk i dag. Men alligevel tør jeg godt spå, at et arrangement med udenrigsminister Martin Lidegaard og Dansk Metal-formand Claus Jensen under overskriften ”Valgkampen om patentdomstolen skydes i gang” tirsdag nok får lidt opmærksomhed. Den radikale minister og Dansk Metal har som stærke tilhængere af EUs Patentdomstol travlt. Ikke mange har overvejet spørgsmålet om patentdomstolen, så mødet kommer nok til at gå med, at de to parter bekræfter hinanden i alle de vanskeligheder, Danmark vil komme ud for, hvis ikke danskerne den 25. maj stemmer for den nye patentdomstol. Sådan plejer det jo at være, når det drejer sig om EU-spørgsmål. Men mærkeligt er det, at mødet har fået den overskrift, at ”valgkampen skydes i gang”. Mig bekendt har valgkampen været i gang ganske længe.

Og det er glimrende. For jeg er overbevist om, at jo mere danskerne får at vide om EUs Patentdomstol, desto flere vil stemme nej den 25. maj. For der er gode og vægtige grunde til at stemme nej, og danskerne hopper ikke på endnu en skræmmekampagne om, at Danmark ikke vil kunne klare sig, hvis vi stemmer nej, som vi så det med Euro-afstemningen tilbage i 2000.

Det er så også værd at huske på, hvorfor vi overhovedet skal stemme om EUs Patentdomstol. Det skal vi, fordi vi har Grundloven. Den gør, at danskerne skal spørges, hvis det foreslås, at der skal afgives suverænitet fra Danmark til EU, og der ikke er 5/6 flertal for dette i Folketinget. Jeg er ikke ét sekund i tvivl om, vi skal være endog meget glade for vores Grundlov. For sandheden er jo, at mange partier på Christiansborg glad og gerne afskaffer de danske forbehold, hvis de ellers kunne.

Og tag ikke fejl. Vi har for eksempel lige nu en statsminister i skikkelse af Helle Thorning-Schmidt, der før valget i 2011 sagde følgende: ”Hvis vi får et nyt flertal, får vi også et flertal, som vil tage et opgør med forbeholdene alvorligt”. Ja, det stod endda i regeringsgrundlaget, at man ville af med rets- og forsvarsforbeholdet. Men siden da er der ingenting sket. For der skulle ”ro om det europæiske projekt”, før en afstemning kunne komme på tale. ”Det europæiske projekt”, i grunden et interessant ordvalg fra Thornings side!

Det ville så være synd at sige, at der i Danmark eller i Europa for den sags skyld er kommet ro om dette ”europæiske projekt”. Herhjemme foregår der helt berettiget en stor debat om velfærdsydelser til EU-borgere, der ikke har ydet noget nævneværdigt til vores velfærdssamfund, og det har bestemt ikke ændret befolkningens syn på ”det europæiske projekt” til det bedre.

Men det virkelig interessante er jo, at det er helt åbenlyst, at de EU-begejstrede partier på Christiansborg, der så frygteligt gerne vil af med de danske forbehold, virkelig frygter et nej ved en folkeafstemning. Udsigten til at blive sat på plads af danskerne er i den grad skræmmende.

Det er faktisk også en god grund til at sige ”nej tak” til EUs Patentdomstol: Hvis vi får et ”nej” den 25. maj, så vil for eksempel en ny afstemning om Euro-forbeholdet med stor sandsynlighed blive udskudt endnu mere. Ja, måske endda for altid, kan man håbe.

Jeg må hellere lige understrege, at der selvfølgelig er mange andre gode grunde til at sige ”nej tak”. Hvis man ønsker at kende disse, vil jeg anbefale, at man læser mit ugebrev ”Ja til sund fornuft – Nej til EUs Patentdomstol” fra den 14. oktober 2013. Men jeg mener, at det er på sin plads at gøre opmærksom på, at et ”nej tak” i maj vil sende det krystalklare signal til EU-glade medlemmer af Folketinget, at danskerne ikke ønsker mere suverænitetsafgivelse til Bruxelles. Og historien viser jo, at det signal fra danskerne frygtes på borgen og dermed kan påvirke EU-retningen også på andre områder…

Så: ”Mere Danmark og mindre EU”. Det ér muligt!

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl

Mail fra Karsten Lorentzen, DF's pressetjeneste Christiansborg og kandidat til EU-valget den 25. maj 2014:

Kære alle i DF,

Jyllands-Posten har i dag – på socialdemokratisk foranledning – begået en historie om, at DF er et uansvarligt politisk parti, der lover vælgerne guld og grønne skove. Helt konkret er der ifølge Socialdemokratiet tale om valgløfter for 155 milliarder kroner. Historien udstiller den stigende desperation i Socialdemokratiet.

Det pågældende tal er man nået frem til ved en gennemgang af samtlige Dansk Folkepartis forslag (inkl. debatindlæg) siden valget i 2011. Tallene er i sig selv forrykte og grebet ud af den blå luft – eksempelvis den med renovering af kloaknettet, der faktisk er sat lavt i forhold til de reelle omkostninger.

Men regeringen synes åbenbart ikke, det er noget problem at bruge skatteydernes penge på at foranstalte undersøgelser af denne art.

Men pointen er: Hvem vil ikke renovere kloaknettet? Er der et parti, der vil sige, at det ikke er en nødvendig opgave? Og er en fast Kattegat-forbindelse i øvrigt noget, der skal finansieres her og nu? Naturligvis ikke.

Det meget væsentlige er, at der er en stor forskel på langsigtede MÅL, visioner og ønsker – og så de helt konkrete valgløfter som dem, der blev præsenteret af S og SF i perioden op til valget i 2011, og som ynkeligt forduftede i regeringsgrundlaget, da den hvide røg var steget op fra Crown Plaza. Et partis arbejdsprogram handler derimod først og fremmest om langsigtede politisk mål og visioner. Regeringen roder rundt i begreberne.

Det er gruppeformand Peter Skaarup, som udtaler sig på vegne af Dansk Folkeparti i medierne. Han siger blandt andet, at »hvad man skriver i et partiprogram, eller hvad man skriver i et læserbrev, eller hvad man siger i en offentlig debat om kloaknettet, er jo ikke noget, man skal finde finansiering til krone for krone. Det er noget, man udtaler, og så tager man en debat,« siger Skaarup, der kalder det »latterligt« og »totalt ufrugtbart« at bruge skattekroner på at få ministerierne til at regne på de mange forslag.

I Venstre tager politisk ordfører Inger Støjberg sagen med stoisk ro og siger, at ”de 10 år, vi sad i regering med DF som støtteparti, viste, at DF er særdeles økonomisk ansvarligt”.

Der kan læses mere på dette link: http://jyllands-posten.dk/politik/ECE6643993/thornings-tropper-indleder-offensiv-mod-thulesens-tal/

Læs også om Thornings mange spindoktorer, som koster 236 millioner kroner her: http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/article2260348.ece

I ønskes alle en god påske.

Med venlig hilsen

Karsten Lorentzen
EU-Konsulent

Dansk Folkepartis pressetjeneste

Kristian Thulesen Dahls ugebrev mandag den 14. april 2014:

Flere udenlandske kriminelle skal udvises!

- trygheden skal genskabes

Der har i den seneste tid været flere eksempler på kriminelle udlændinge, som har undgået udvisning – selv om karakteren af deres forbrydelser er særdeles voldsom. Et eksempel er de fire unge mænd, som blev kendt skyldige i vold med døden til følge mod den 20-årige pædagogstuderende Ali Agha i København.

Her blev den ledende voldsmand, Osama Jaffar, foruden otte års fængsel, kun betinget udvist af Danmark. Begrundelsen for den betingede udvisning var ifølge retten, at Jaffar ikke taler arabisk og derfor ikke kunne udvises til Irak.

Sidste år afsagde Østre Landsret dom i en sag om voldtægt og groft røveri mod en 22-årig mand, hvor to iranske mænd blev kendt skyldige og idømt fængselsstraffe. Den ene af gerningsmændene skal efter planen udvises til Iran efter at have afsonet halvdelen af sin straf, men udvisningsdommen kan blive ændret, hvis man vurderer, at det er for farligt for ham at blive sendt til Iran.

Desuden er også de kendte kriminelle ”Store A” og Dollar Levakovic sluppet for udvisning, selv om deres kriminelle cv er alenlangt og omfatter eksempelvis særdeles alvorlige voldelige overfald.

Pointen er, at flere kriminelle med udenlandsk baggrund nu undgår udvisning, hvilket er klart uacceptabelt. Men regeringen har et medansvar for denne udvikling. Tidligere var reglerne nemlig således, at kriminelle skulle udvises, med mindre man havde klare indicier for, at en udvisning var i strid med Danmarks forpligtelser i forhold til internationale konventioner. Men nu er reglerne ændret, og en henvisning til familiemæssig tilknytning til Danmark kan eksempelvis være tilstrækkelig til at undgå udvisning.

Vi har derfor behov for en debat om, hvad Danmark egentlig skal lægge ryg til. Hvad er vores ansvar over for de udenlandske kriminelle? Hvor meget skal danskerne finde sig i – og fra hvem?

Hvert år udviser vi asylsøgere, som helt åbenlyst kommer til Danmark for at udnytte sagsbehandlingstiden til at begå kriminalitet. Dermed er deres ansøgninger også åbenlyst grundløse, og de kan uden videre udvises. Med deres adfærd har de klart bevist, at de ikke vil indordne sig under danske forhold.

Men dette begreb gælder jo også i forhold til udenlandske statsborgere. Hvis de begår kriminalitet, træffer de et klart valg – og dermed vælger de i virkeligheden Danmark fra. Al erfaring viser, at truslen om udvisning er noget af det mest frygtede blandt udenlandske kriminelle, mens et fængselsophold sjældent betragtes som en reel straf.

Vi skal derfor blive meget bedre til at vise udenlandske statsborgere, at de har et ansvar for, hvad de laver, hvis de ønsker at være i Danmark. Vi skal blive meget bedre til at udvise konsekvens. Det handler ikke kun om at forebygge kriminalitet. Det handler også om befolkningens retsfølelse.

Dansk Folkeparti ønsker at vende tilbage til de gamle regler – og naturligvis også se, hvordan Danmark kan skærme sig yderligere i forhold til disse kriminelle personer. Hvis man begår personfarlig kriminalitet her i landet, er det jo kun naturligt, at danskerne ønsker at kunne sige farvel og tak. Hvis man begår personfarlig kriminalitet, har man aktivt valgt Danmark fra som fremtidigt opholdssted.

Hertil kommer, at det i det hele taget bør gøres sværere at opnå dansk statsborgerskab. De gamle krav for at bestå indfødsretsprøven skal genindføres, og kravet om kendskab til dansk kultur og historie skal atter sættes i højsædet. Det samme gælder kravet til selvforsørgelse.

Dansk indfødsret skal ikke være noget, der tildeles automatisk. Dansk indfødsret er den største gave, Danmark kan give en person. Det skal man nødvendigvis gøre sig fortjent til. Det indebærer som et absolut minimum, at en udlænding må holde sin sti ren og gøre sig umage med at overholde loven i landet. Ellers bør vedkommende finde et andet sted at opholde sig.

Listen over regeringens lempelser på udlændingeområdet er lang. Fælles for lempelserne er, at de har gjort Danmark mere attraktivt som rejsemål for udlændinge – ikke mindst i forhold til det økonomiske aspekt. Den lave starthjælp og kontanthjælpsloftet er fjernet, og den slags rygtes hurtigt i afsenderlandene.

Selv hævder regeringen, at der ikke er ændret et komma i asyllovgivningen, og det er isoleret set rigtigt. Men der er lempet så meget på andre områder, at flere asylansøgere er parate til at søge mod Danmark.

Dansk Folkeparti vil kort fortalt have udlændingepolitikken tilbage på sporet. Udlændingepolitikken skal normaliseres. Den skal igen være rimelig og retfærdig. En stram udlændingepolitik er nemlig en afgørende betingelse for, at integration af dem, der allerede er her, kan lade sig gøre. Det er igen afgørende for at sikre danskernes tryghed i eget land.

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl

 

Kristian Thulesen Dahls ugebrev mandag den 7. april 2014:

Folkekirken skal ikke gøres til politisk kastebold!

Det var en glad kirkeminister, der i sidste uge tog imod anbefalinger til en ny kirkeforfatning. Et udspil, som den radikale kirkeminister Marianne Jelved kaldte for ”historisk” og ”klog”. Anbefalingerne kommer fra et udvalg, som regeringen har haft nedsat til at ændre på forholdene for folkekirken. Dansk Folkeparti har været repræsenteret i udvalget med vores tidligere MF’er Jesper Langballe. Indtil sin død for nylig kæmpede han en brav kamp imod ændringerne af folkekirken. Han ønskede ikke folkekirken gjort til et talerør for politiske strømninger, ligesom han ikke ønskede en større adskillelse af stat og kirke. Desværre var han i mindretal i udvalget – men nu går arbejdet videre i hans ånd i Folketinget!

I udvalgets anbefalinger ligger oprettelsen af et såkaldt kirkeråd. Dette kirkeråd skal så kunne udtale sig på hele folkekirkens vegne. Ja, du læste rigtigt – Nu skal folkekirken til at tale med én stemme. Folkekirken skal være mere politisk. Det kan desværre gå rigtigt galt.

I dag er det så at sige evangeliet, der er folkekirkens stemme. Hvis for eksempel en biskop eller præst deltager i den offentlige debat, så gør vedkommende det for egen regning. Det er en god og fornuftig ordning, der sikrer, at alle, der bekender sig til evangeliet, har plads i og kan føle sig hjemme i folkekirken. Hvis eller når et kirkeråd begynder at udtrykke holdninger ”på folkekirkens vegne”, så kan det ikke undgås, at disse vil skubbe nogle, måske mange, fra sig. Det skaber konflikt. Det har en indbygget risiko i sig for, at en gruppe inden for folkekirken vil misbruge deres position til at promovere deres egne politiske holdninger. Altså, vi vil gå fra en folkekirke, som vi har det i dag, til en politiserende kirke for dem, der via kirkerådet er stærke nok til at gennemtrumfe egne opfattelser.

Det er i ramme alvor, når jeg skriver, at der er en stor risiko for, at oprettelsen af kirkeråd vil ødelægge folkekirken. Der er lignende ordninger i Norge og i Sverige, og her lyder ”kirkens stemme” i alt fra stort til småt. Den norske folkekirke har for eksempel deltaget i oliedebatten, mens den svenske har blandet sig i en debat om skibstrafik. Vi har også i Sverige set, at de politiske partier er rykket ind på den kirkepolitiske bane. ”Det er som om, parlamentet er flyttet ind i kirken”, sagde professor i retshistorie ved Lund Universitet Kjell Å Modéer således til Kristeligt Dagblad tilbage i 2011. Ifølge den svenske avis Dagen flygter medlemmerne fra ”Svenska kyrken”. Hvis den nuværende tendens fortsætter, vil blot halvdelen af svenskerne i 2020 være medlem af den svenske folkekirke. I dag er knapt 70 procent medlemmer. Kritikere mener, at svenskernes fravalg af folkekirken blandt andet skyldes deres ”kyrkopolitiker”, kirkepolitikere. I Danmark er godt 78 procent i dag medlem af folkekirken, og selvom vi også her oplever en medlemsnedgang, er denne på ingen måde lige så udtalt, som den er i Sverige.

Nu vil nogle måske indvende, at det slet ikke er sikkert, at et sådant kirkeråd i Danmark bliver politisk. Men det er svært at se, hvordan det overhovedet kan undgås. Som Brian Arly Jacobsen, der er religionssociolog ved Københavns Universitet, udtrykker det: ”Enhver beslutning om eksempelvis økonomiske dispositioner bunder også i et politisk syn på udviklingen af folkekirken”. Samme Brian Arly Jacobsen mener så også, at ”folkekirken kun undtagelsesvis vil forholde sig til andre politiske spørgsmål så som flygtningespørgsmål”. Undtagelsesvist? I dette tilfælde er én gang bestemt én gang for meget! Uanset partipolitisk ståsted skal man jo føle sig velkommen i folkekirken og ikke blive taget som gidsel i en politisk kamp. Det har vi partierne til!

Heldigvis har vi i Dansk Folkeparti en kirkeordfører, Christian Langballe, der med stor indsigt og engagement vil fortsætte sin fars utrættelige arbejde for folkekirkens fremtid - og der er håb for, at arbejdet kan bære frugt. Blandt andre har Venstre meldt ud, at man er lunken over for dele af kirkeudvalgets anbefalinger. Jeg kan kun opfordre til, at de andre politiske partier i Folketinget – sammen med Dansk Folkeparti - holder fast i den gode ordning, som vi har i dag. På den måde kan vi fortsat have en rummelig folkekirke, hvori alle kan føle sig hjemme.

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl

 Kristian Thulesen Dahls ugebrev mandag den 24. marts 2014:

Vi forudså problemerne med velfærdsturisme

- godt at flere har fået øjnene op!

Regeringen er kommet i en voldsom kattepine her i perioden om til europaparlaments-valget. Flere og flere har nemlig fået øjnene op for, at den danske samfundsmodel undergraves af EU’s definition på en såkaldt vandrende arbejdstager. Det udfordrer danskernes mulighed for at bevare en samfundsmodel, som generationer møjsommeligt har bygget op. En samfundsindretning, som har givet danskerne tryghed og givet muligheden for at blive udnævnt til at være blandt verdens lykkeligste folk.

EU´s fortolkning af arbejdstageres frie bevægelighed og de deraf afledte rettigheder, er for alvor kommet for en dag og regeringen vrider og vender sig. Jeg forstår faktisk godt, hvis mange danskere ikke rigtigt forstår, hvad regeringen mener lige nu. I grunden tror jeg heller ikke, at regeringspartierne selv er klar over, hvad regeringen egentlig vil.

Det Radikale Venstre er kendt som et parti, der helst vil slippe alle tøjler og i realiteten give alle europæere fri adgang til dansk velfærd. Normalt har de radikale i EU-politikken kunnet kandidere til prisen for meget klar tale – det har været svært at finde nogen grænse overhovedet for, hvad EU skulle bestemme.

Socialdemokratiet taler med langt mere uld i mund. At der kan spekuleres i børnechecken, kan vi forstå, er ikke noget problem, men det med dagpengene er for meget. Så her forsøger man at lægge sig op af Finland, der kæmper en desperat kamp for at værne det finske system. Hvorfor man ikke vil kæmpe sagen i forhold til børnechecken, har været svært at forstå.

Regeringen forhandler nu med Venstre om en ny lovgivning om børnechecken, men uden at regeringen vil udfordre EU-systemet på nogen måde overhovedet. Det betyder desværre, at det grundlæggende problem forbliver uantastet. Om børnechecken eksempelvis udbetales forud eller bagud, ændrer jo overhovedet ikke på, hvem der har ret til børnecheck, som regeringen tolker EU-retten.

Børnechecken og dagpengene er da også kun toppen af isbjerget. Det er som om, vi hver dag kan diskutere en ny ydelse eller offentlig service, som vi risikerer at skulle sende ud af landet. Bedst som den ene sag måske for en tid træder lidt i skyggen, skyder andre sager op. I sidste uge blev det således beskrevet, hvordan også det danske sygedagpengesystem er udfordret.

På sygedagpenge-området er reglerne groteske. Fra 2008-2012 er der blevet udbetalt rundt regnet 400 millioner kroner til EU-borgere. 300 EU-borgere modtager ydelsen i deres hjemland. Det betyder, at det er uhyre vanskeligt at kontrollere, om de overholder betingelserne for at modtage

ydelsen. Og hvis kommunerne så i øvrigt vil kontrollere dette, må de betale en rejse frem og tilbage fra hjemlandet til Danmark. Utroligt!

Medier har beskrevet, at EU-borgere har adgang til mere end 120 forskellige danske velfærdsydelser. Det drejer sig om alt fra SU over revalidering til begravelseshjælp. Når tilhængere som Det Radikale Venstre siger, at der ikke er noget nyt heri, har de for så vidt ret. Det, som langsomt indhenter regeringen – og for den sags skyld også de øvrige partier, som har sagt ja til EU-udviklingen, er jo, at de siden afstemningen om Danmarks medlemskab af det daværende EF, konsekvent har nedtonet konsekvenserne.

Efter øst-udvidelsen burde risikoen ellers have stået mere klar end nogensinde. Men de partier, der stod sammen om EU-politikken, fortsatte desværre af det velkendte spor og bagatelliserede risikoen. Men nu går den så ikke længere. Nu har virkeligheden indhentet dem. Og det er godt! Det er helt afgørende, at danskerne kender til virkeligheden – ved hvordan reglerne virker! Ved hvad deres skattekroner bliver brugt til!

Og godt at nogle af de partier, som tidligere var med til at bagatellisere, nu ser ud til at være klar til at udbedre skaderne.

Den 9. august 2002 udtalte eksempelvis daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen til Ritzau, at ”erfaringer fra tidligere EU-udvidelser viser, at der slet ikke kommer en massiv tilstrømning af arbejdskraft, som man har forsøgt at skræmme befolkningen med flere gange.” Han blev sekunderet af daværende LO-formand, Hans Jensen, som i Information 18. november udtalte, at ”kommer der polsk eller anden østeuropæisk arbejdskraft til Danmark, så bliver det på danske overenskomstvilkår. Det skal vi nok sørge for”.

Østudvidelsen blev dengang vedtaget af VK-regeringen, Socialdemokratiet, de radikale, SF og Kristendemokraterne. Dansk Folkeparti var omvendt modstander af at give østeuropæiske arbejdstagere fri adgang til det danske arbejdsmarked – og mens Socialdemokratiet i 2006 tog forskud på glæderne i 2009 og bød den ”polske blikkenslager på danske arbejdsvilkår” velkommen, advarede vi i Dansk Folkeparti stadig mod konsekvenserne.

Men tilhængerne mente ikke, at der var noget at frygte. Indvandringens konsekvenser blev bagatelliseret. Man beregnede, at der de første 15 år højst ville komme omkring 40.000 østeuropæere. Man talte endda om, at det ville tage 26 år, før der ville være kommet 50.000 østeuropæere. Tallet allerede nu er næsten 90.000 arbejdstagere – og tal fra Finansministeriet viser, at østeuropæerne samlet koster mindst 600 millioner kroner om året, for ganske vist betaler de skat, men de trækker også på velfærdsydelser.

Dansk Folkeparti har vedblivende advaret imod denne udvikling. Der har ikke været nogen svinkeærinder i forhold til vores kurs. Den har været upåvirkelig af flygtige statistikker og hurra-historier. Modsat tilhængerpartierne, der i dag er blevet fanget af deres egne bagatelliseringer og uærlige beskrivelser af virkeligheden.

Hvem der har ansvaret for denne udvikling, er rimelig klart. Derfor bør man også hos disse partier påtage sig ansvaret for at være med til at løse problemerne. Men det betyder også, at lappeløsninger og symptombehandling fra sag til sag ikke nytter. Der skal mere til! Det er et grundlæggende problem, at man så nemt defineres som vandrende arbejdstager i EU samt at man herefter med regeringens definition på EU-retten får adgang til det danske velfærdssamfund.

En løsning kan være et nye dansk EU- forbehold, som sikrer, at dansk velfærd er noget, som vandrende arbejdstagere først må tjene retten til. Danmark kan passende læne sig op af det, der sker i England for at sikre større dansk selvbestemmelse over danske forhold.

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl

 

Kristian Thulesen Dahls ugebrev mandag den 17. marts 2014:

Få nu Danmark til at hænge sammen

På torsdag indledes det traditionelle kommunalpolitiske topmøde i Aalborg. Her deltager delegerede og gæster fra samtlige 98 kommuner i Danmark. En stor del af temaerne vil som noget naturligt berøre de økonomiske spørgsmål, der altid rører sig i de enkelte kommuner. Mange steder udfordres lokalpolitikerne. Hvordan får kommunerne enderne til at mødes? Hvordan vil regeringens økonomiske plan frem til 2020 om, at der skal effektiviseres for 12 mia. kr. mon påvirke kommunens muligheder? Helt naturligt vil dette blive diskuteret!

Men jeg ser meget gerne, at mødet også kommer til at handle om, hvordan vi får Danmarks ender til at mødes. Hvordan vi får skabt sammenhæng i et Danmark, der i geografisk som økonomisk henseende er i færd med at blive mere og mere skævt. Vandringen fra land til by fortsætter i ufortrødent tempo – men kun ganske få områder i Danmark profiterer af denne udvikling.

En analyse fra Jyske Bank sidste år viste, at 63 ud af 98 kommuner oplevede en større fra - end tilflytning i perioden mellem 2010 og 2012, og at kun 15 kommuner uden for hovedstadsområdet oplevede en netto-tilflytning af borgere. Det drejer sig ikke længere kun om kommunerne i landets såkaldte yderkommuner, men er bredt ud over hele landet.

Mange unge mennesker flytter til de store byer for at tage en uddannelse. En by som Aarhus har de seneste tre år fået 9000 flere indbyggere mellem 18-25 år. Det er en udvikling, som ifølge Jesper Bo Jensen fra Institut for Fremtidsforskning normalt tager 10-15 år. I de fleste tilfælde bliver de unge efterfølgende i de store byer, måske efter at have fået kæreste og job.

Med til at forstærke udviklingen er realkreditinstitutternes modvilje mod at udlåne penge til ejendomme i flere og flere kommuner, hvor borgere dermed reelt risikerer at blive stavnsbundne, hvis de investerer i fast ejendom. Realkreditten er bundet op på regler, der gør det svært at låne penge ud i områder, hvor der er stor fraflytning.

Men herved forværres problemerne i netop disse områder af landet. Hertil kommer den sociale skævvridning af landet, som alt dette medfører, hvor de økonomisk mere trængte kommuner ofte sidder med et stort antal ældre og plejekrævende borgere. Hvordan sikres der ressourcer i disse kommuner til at garantere en ordentlig service overfor disse medborgere?

Før valget i 2011 lovede regeringspartierne en ambitiøs udligningsreform - et løfte, vi i Dansk Folkeparti nærede store forventninger til. Men det hele mundede ud i det næsten ingenting; en yderst beskeden justering, baseret på et forligsbrud, idet regeringen i foråret 2012 valgte at basere justeringen, på en aftale med Enhedslisten. Partiets største indrømmelse bestod i øvrigt i en pulje, der skulle give flere midler til den sociale indsats i de store byer...Ikke just noget der hjalp i forhold til skævvridningen i landet som helhed!

Dansk Folkeparti ønskede dengang en langt større og mere ambitiøs udligningsreform, der kunne sikre en bedre fordeling af ressourcerne, således at samtlige kommuner i landet kunne opretholde et ordentligt serviceniveau for borgerne. Den kom ikke! Derfor må vi nu kræve, at regeringen fortæller, hvordan den så vil sikre en tilfredsstillende udvikling i hele Danmark. Hvordan den vil sikre imod skævvridningen og den deraf følgende ringere service i de kommuner, der oplever fraflytning. Der er et stort behov:

En undersøgelse fra Altinget den 21. februar viser, at 62 procent af landets borgmestre efterspørger en udligningsreform med en bedre fordeling, og i 2012 viste en undersøgelse samme sted, at mere end halvdelen af danskerne ønsker en bedre kommunal udligning.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager glider af på problemstillingen og henviser til, at kommunerne selv kan gøre rigtig meget. Således eksisterer der puljer for kommuner med særlige behov, anfører hun. Det virker for uambitiøst og for opgivende. Sådan taler en minister, som i det store hele bekymrer sig for lidt om, hvad der sker vest for Valby bakke.

Jeg håber, at det kommunalpolitiske topmøde i Aalborg vil give anledning til, at kommunerne får drøftet skævvridningen af Danmark. Det er selvfølgelig for meget forlangt, at kommunerne laver fælles fodslag om en konkret model for at forhindre skævvridningen. Nogle bedrestillede kommuner synes jo allerede i dag, at de afleverer for meget. Men kommunerne bør alligevel kunne blive enige om, at det er i fælles interesse, at uligheden mellem de forskellige dele af landet ikke bliver for store.

At Danmark som et geografisk lille land bør have som ambitionsniveau, at den offentlige service til vores udsatte, til skolerne, til børnepasning ikke er voldsomt forskellig fra område til område. Er den det, vil det i sig selv være med til at forstærke fraflytningen og dermed skævvridningen. Det vil være vigtigt med et signal fra kommunerne om, at helt overordnet skal Folketinget sikre, at alle dele af Danmark kan yde en tilfredsstillende service til borgerne.

Et sammenhængende Danmark er i alles interesse. Ingen kan være tjent med, at der i Danmark findes områder, der forfalder og affolkes. Ingen kan være tjent med, at Danmark stadig mere opdeles i et geografisk a- og b-hold.

Det er naturligt, at regeringen og Folketinget tager det overordnede ansvar på sine skuldre i forhold til denne diskussion. Men det vil være lige så naturligt, at kommunerne drøfter denne udfordring på sit store topmøde i Aalborg torsdag/fredag. Jeg glæder mig til at deltage i debatten med kommunernes repræsentanter i Aalborg.

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl

 

Kristian Thulesen Dahls ugebrev mandag den 10. marts 2014:

http://www.danskfolkeparti.dk/Tag_nu_EP_valget_alvorligt

 

 

Kristian Thulesen Dahls ugebrev mandag den 3. marts 2014:

Ingen over og ingen ved siden af Folketinget – tak!

Det danske velfærdssamfund er under pres. I lang tid – og specielt efter finanskrisen - har der været talt om, at vores samfundsmodel har været under pres. Der har været fokus på de nordiske samfunds relativt høje lønninger og høje skatter. Samfund hvor meget bliver løst i fællesskab – til gavn for de svagere og dårligere stillede medborgere. Nu er der kommet mere debat om endnu en udfordring for det danske velfærdssamfund. Det er EU-systemet, som målrettet går til angreb på den danske og andre landes samfundsindretning. I øjeblikket står slaget om børnepengene, og SR-regeringen med statsminister Helle Thorning-Schmidt og økonomi- og vækstminister Margrethe Vestager i spidsen har meldt klart ud: EU skal føjes. Sidste forår blev vi orienteret om en ekstraregning på næsten en halv milliard om året til SU-systemet på grund af andre landes borgeres ret til SU efter EU-reglerne. Dagpengene har her i weekenden været i medierne som det næste område – på grund af EU’s forsøg på at underminere Finlands regler. Der er brug for handling! Derfor skal min klare opfordring til partierne uden om regeringen være: Det er nu, vi skal holde sammen, gennemtvinge fornuften og sikre vores ret til vores samfundsmodel!

Man skulle jo tro, at det ville virke klart for de fleste, at det er uholdbart, at for eksempel rumænere fra stort set første arbejdsdag i Danmark kan få børnecheck til børnene hjemme i Rumænien. Alligevel ændrede regeringen fluks administrationen af reglerne om børnechecken, da EU-Kommissionen i forsommeren sidste år udtrykte bekymring over de optjeningsprincipper, som den tidligere regering og Dansk Folkeparti havde vedtaget i 2010. Det gjorde man vel at mærke uden at spørge Folketinget først. Ganske respektløst og efter min overbevisning i strid med Grundloven!

Regeringen bør selvsagt kun udbetale børnecheck til dem, der efter den danske lov har ret til det. Hvis EU-Kommissionen så er uenig, må den trække Danmark for EU-Domstolen. Skulle Danmark så dér mod forventning blive underkendt, må regeringen kaste alle sine kræfter ind på at få ændret EU-reglerne, så det bliver muligt for de enkelte medlemslande at værne om deres samfundsindretning og velfærdsydelser. Selv den tyske kansler Merkel ser ud til at være i bevægelse i denne retning. Den britiske David Cameron har længe været på dette spor. Hvornår vågner den danske statsminister op?

I øjeblikket lyder det fra regeringen med Helle Thorning-Schmidt i spidsen, at regeringen vil følge EUs regler og udbetale børnecheck til EU-borgere, selvom der i Folketinget ikke er et flertal, der bakker dette op! Ja, det er som at høre Margrethe Vestagers ”Sådan er det jo”-parole. Men det er og bliver jo grotesk! Borgerne sættes ud på et sidespor. Systemet dikterer. Og det gode, gamle udsagn om, at der intet er over eller ved siden af Folketinget, får sparket. I Helle Thorning-Schmidts samfund er det embedsmænd i EU-kommissionen, der laver de regler, som borgerne skal rette sig efter. Så kan Folketinget skrive, hvad det vil i love – det er ligegyldigt…

 Når det gælder sund fornuft i forhold til børnechecken og østarbejdere, så behøver regeringstoppen nu ikke kigge langt for at finde dette. Socialdemokratiets medlem af Folketinget Bjarne Laustsen har således sagt: ”Jeg synes, der skal være et optjeningsprincip af en eller anden art. For man ikke forklare, at børn, der vedbliver at være i Polen, skal have en dansk børnecheck, for vi har relativt højere udgifter til børn i Danmark”. Et andet folketingsmedlem for S Lennart Damsbo-Andersen mener, at regeringen må arbejde på at få lavet reglerne om i EU.

Så der er altså håb om, at der i Folketinget kan mønstres opbakning til at stå sammen om vores velfærdsindretning.

Ifølge nye tal fra 2013 er der nu 81.729 østarbejdere i Danmark. En stigning på 27 procent på bare to år. Og der er ikke meget at sige til, at østarbejderne kommer til Danmark i stor stil. I Polen er gennemsnitslønnen for eksempel cirka 6500 kroner om måneden, og ifølge Eurostat er gennemsnitslønnen i Bulgarien cirka 2900 kroner, mens den i Rumænien er 3700 kroner. Med de tal i baghovedet er der ikke noget at sige til, at Danmark med højere lønninger, børnecheck og mulighed for at få dagpenge er et ganske attraktivt sted at opholde sig. Når man så samtidigt tager med i det store billede, at der for eksempel i Polen er en høj arbejdsløshedsprocent, så er det i udpræget grad forståeligt, at østarbejderne søger mod lande som Danmark. Det kan og skal de enkelte østarbejdere ikke klandres for – selvom finansministeren nu har erkendt, at østarbejderne samlet giver et minus til den danske husholdningskasse!

Men hjemlige politikere som Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager, der ikke tager denne udvikling alvorligt, de kan og skal klandres!

Som nævnt er de danske dagpenge det næste mål for EU-systemet. EU-Kommissionen truer nemlig Finland med en retssag, hvis ikke finnerne makker ret og ændrer deres dagpengesystem, som ligner vores til forveksling, så udenlandsk arbejdskraft får ret til dagpenge fra dag ét. Og EUs socialkommissær har via sin talsmand gjort det klart, at netop de danske dagpengeforhold er i EUs søgelys. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har sagt, at hun vil kæmpe for, at de danske regler i forhold til dagpenge fastholdes. De betyder nemlig noget for os – siger hun. Er regeringschefen enig i det? Og er den manglende kamp i forhold til optjeningsprincippet omkring børnepengene så udtryk for, at disse ikke betyder noget for Socialdemokratiet? Eller handler det mere banalt om, at regeringschefen arbejder for et nyt job i EU-kommissionen, mens Mette Frederiksen gør sig klar til den dag, hvor Socialdemokratiet så skal have ny formand?

Vi ved det ikke. Men vi ved, at det er afgørende, at et flertal i Folketinget sætter foden ned nu. For det er danskerne og Folketinget, der skal bestemme, om vi også i fremtiden skal have en velfærdsmodel, som den vi kender. Ikke EU-Kommissionen!

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl

 

Kristian Thulesen Dahls ugebrev mandag den 3. februar 2014:

 

Rokaden blotlægger en regering med rod, ustabilitet og risiko for øget politikerlede

Helle Thorning-Schmidt har efter mindre end to et halvt år som statsminister vist sig som en sand storforbruger af ministre. 26 minister-rokeringer er det blevet til nu. Det er rent ud sagt noget skidt. For den konstante skiften ministre betyder stor ustabilitet og et lige så stort demokratisk underskud.

Helt efter bogen gik landets medier i går aftes, da resultatet af den seneste ministerrokade blev offentliggjort, i gang med at berette om ændringerne for danskerne. Der blev fortalt om de nye ansigter og om, hvordan der også gik nye ministerposter til gamle kendinge. Det store og vigtige spørgsmål er dog: Betyder ændringerne noget? Her må jeg svare, ja, det gør de da, men det er desværre ikke i en positiv retning.

Dagens ministerrokade er regeringens fjerde! Derudover er to radikale ministre, der selv valgte at gå, blevet erstattet med andre radikale.

Naturligvis vil regeringen og i særdeleshed Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager smile dagen igennem og forklare, at de er meget glade for det nye ministerhold. De vil bedyre, at det er dygtige og kompetente personer, der nu er blevet ministre. Fakta er bare, at denne regeringsrokade sker af nød på grund af SFs sammenbrud, og så er det jo lidt pudsigt, at de nye ministre, hvis de nu er så dygtige og kompetente, ikke er blevet ministre noget før. Så uanset store smil og pudsigheder ved de traditionelle overdragelser af ministerier, kommer vi ikke udenom, at det er en groggy regering, vi ser i øjeblikket. At billedet af rod og ustabilitet præger!

Men regeringens trængsler er desværre også landets trængsler. For hver gang der kommer en ny minister ind i et ministerium, så er der en indkøringstid for den nye minister og for embedsmændene. Denne kan være af længere karakter, især hvis ministeren ikke har den store viden om det område, som personen nu skal til at være ansvarlig for. Det giver grus i maskineriet, og mange steder, hvor det ellers er nødvendigt med højt tempo, ryger farten ned på stort set 0.

På regeringens under 2,5 år har Skatteministeriet haft fire ministre, Erhvervs- og Vækstministeriet tre ministre, Udenrigsministeriet tre ministre, Socialministeriet tre ministre, Ministeriet for Fødevarer-, Landbrug og Fiskeri tre ministre og Transportministeriet tre ministre. Altså har hver minister i de pågældende ministerier i snit siddet i mindre end tolv måneder på posten…

Den slags giver bøvl. Direktøren for Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, har for eksempel gjort det klart over for Ritzau, at de mange ministerskift gør, at det er lidt svært at se de lange linjer i den politik, der bliver ført. I september sidste år præsenterede daværende socialminister Annette Vilhelmsen under stor mediebevågenhed sociale 2020-mål, siden har Børns Vilkår intet hørt til disse mål… Og jeg er sikker på, at eksemplet langt fra er enestående. Der sidder organisationer, embedsmænd og borgere rundt omkring og venter på, at der sker noget fra regeringens side på en lang række områder, men der sker ingenting, for ministeren er ny, og ustabiliteten og trægheden hersker.

Men det kan også gå en anden vej. Tomrum bliver jo fyldt ud: Embedsmændene styrer butikken. Det er glimrende beskrevet i bogen: ”Javel, hr. minister”, hvor der skrives følgende om hyppige ministerrokader:

”Det kan give et demokratisk underskud: Topembedsmændene, der er værter ved alle de mange overdragelsesforretninger, udvikler en art professionel teflon og må tage sig af systemets langsigtede interesser. Den enkelte minister ender måske med at blive den, der kaster sig over de hurtige gevinster, der ser godt ud i pressen. Han skal nå det, inden han igen bliver skiftet ud. Resten – den lange tidshorisont og de store linjer – må han overlade til embedsmændene, der sikrer kontinuiteten”.

Altså kan vi måske se frem til ministre, der bruger dagligdagen til at finde enkeltsager for at komme i pressen, mens den reelle politik-skabelse ligger hos embedsmændene. Lidt drillende kan man sige, at med regeringens meritter og holdninger kan det måske være meget godt, at det er embedsmændene, der styrer butikken. I demokratisk henseende er svaret dog oplagt nej, og svage ministre, ustabilitet og handlingslammelse betyder, at landet på en række punkter går i stå, selv om der netop er brug for handling. Man må også frygte, at en sådan situation skaber øget politikerlede. Mange vil måske tænke, at hvis det alligevel ikke er politikerne, der styrer landet, nytter det måske slet ikke at stemme til næste Folketingsvalg: Det er jo bare rod, ustabilitet og dermed embedsmandsstyre det hele…

Jeg kan dog forsikre læserne af dette ugebrev om, at det nytter at stemme. Specielt hvis man ønsker, at Danmark kommer fri af den statsminister, som har hovedansvaret for, at tingene ser ud, som de gør!

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl

 

 

Kristian Thulesen Dahls ugebrev mandag den 9. december 2013:

Ministre håndterer deres ansvar farceagtigt

Der var en kort periode, hvor medierne beskæftigede sig med andet politisk stof end regeringens mange løftebrud og amatøragtige måde at regere på. Det glædede sikkert regeringen, men nu er vi tilbage ved det, som efterhånden under statsminister Helle Thorning-Schmidt må betegnes som en ny og trist normal. Det er nemlig efterhånden sædvane, at der næsten dagligt kommer nye historier om elendig håndtering af det ansvar, regeringen ellers har.

Lad os da bare tage udgangspunkt i dagens helt aktuelle billede: En avis skriver om, hvordan beskæftigelsesminister Mette Frederiksens (S) stort anlagte ressourceforløb er endt som et kæmpeflop. 14.600 skulle igennem forløbet, men blot godt 1500 er kommet i gang indtil videre. Mette Frederiksen indrømmer blankt, at det er gået for trægt med at få sat ressourceforløbene i gang, så ”derfor må vi alle sammen op på dupperne”. Ja, det lyder sørme gennemtænkt og som om, Mette Frederiksen har helt styr på den sag…

Ligeledes kan man i dag i en anden avis læse, at socialminister og formand for SF, Annette Vilhelmsen, afviste, at embedsmænd fra ministeriet kiggede forbi Huset Zornig for at give hjælp til ansøgningen af den famøse pulje, som man senere fik en million kroner fra. Det gjorde Vilhelmsen dagen før, at hendes eget ministerium meldte ud, at man da havde besøgt Huset Zornig to gange, og i øvrigt selv havde taget initiativ til besøgene, som ikke blev tilbudt andre puljeansøgere. Uanset om embedsmændene handlede uden om ministeren, eller om ministeren har talt usandt, så er ansvaret i denne alvorlige sag i sidste ende ministerens. Vi må heller ikke glemme, at det var Vilhelmsen selv, der for rullende kameraer lovede en million kroner til det pågældende projekt, selv om der på det tidspunkt var endnu 18 dage til, at ansøgningsfristen udløb. Som bekendt kan en minister ikke bare som en anden Solkonge rende rundt og love skatteydernes penge væk.

Og topaktuelt er der samråd i morgen klokken 10 i Retsudvalget, hvor justitsminister Morten Bødskov (S) i dén grad skylder en række gode svar i den såkaldte PET-sag. For eksempel bliver det interessant at høre, hvad det var for en konkret trussel, som Justitsministeren angiver, at der var i forbindelse med Pia Kjærsgaards deltagelse i Retsudvalgets besøg på Christiania. For det var kendt af meget få mennesker, at der var planer om et sådant besøg, og så er det svært at tro på, at der skulle forelægge en konkret trussel ved netop dette besøg. Men vi glæder os meget til at få et fyldestgørende svar fra justitsministeren på dette og mange andre vigtige spørgsmål.

Men regeringens absolutte top-ministre kan skam også være med. Knap har finansminister Bjarne Corydon (S) fået reddet sin finanslov efter et farceagtigt forhandlingsforløb, før han beskyldes for at have vildledt i den såkaldte solcellesag. Statsminister Helle Thorning-Schmidt mener, at de danske lovregler om børnecheck til EU-borgere bare kan ignoreres, fordi nogle embedsmænd i Bruxelles ikke bryder sig om dem. Og indenrigsminister Margrethe Vestager (RV), der tidligere tordnede mod korte høringsfrister, erkender, at borgerne oplever høringerne som et tomt ritual. Men Vestager forsikrer, at der nok skal komme en god løsning på problemet. Det bliver så ikke i morgen, for der skal nedsættes et udvalg der skal tage sig af sagen. Udvalget forventes ”nedsat omkring nytår eller hurtigst muligt derefter”. Med andre ord – vi kan alle godt væbne os med tålmodighed…

Denne elendige regeringsførelse strider selvsagt mod alt, hvad regeringen har sagt og lovet. Hvis man eksempelvis læser regeringsgrundlaget fra 2011, loves der guld og grønne skove om, hvordan regeringen vil holde sig på dydens smalle sti.

Lidt pudsigt, men desværre mere tragisk end komisk, er Helle Thorning-Schmidt i bogen ”Håndbog for statsministre” citeret for i 2007 at sige: ”Selvfølgelig har jeg gjort mig tanker om mit ministerhold. Vi er her for at skabe en regering på en ny måde. Jeg går efter en mere lyttende og inddragende stil”.

Fra Dansk Folkepartis side vil vi naturligvis ikke bare sidde med hænderne i skødet og se på, mens regeringen og dens ministre laver den ene brøler efter den anden. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at få tingene frem i lyset. Vi vil bruge ethvert instrument i Folketinget; spørgsmål, samråd, forespørgselsdebatter og så videre for at få alt belyst, så ministrene kan stå til ansvar for deres embedsførelse. Regeringens første to år har desværre vist, at der er så rigeligt at komme efter.

Vi er og vil fortsat være en klar opposition i forhold til regeringen og holde den og dens ministre i ørerne. For Folkestyret og Danmark har i dén grad brug for det!

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl

 

Kristian Thulesen Dahls ugebrev mandag den 2. december 2013:

Bødskov bør snart være forhenværende justitsminister

I den seneste tid har der været afsløringer af helt uholdbare forhold i PET. Det har været overraskende at være vidne til. Problemerne har vokset sig store. Det ligner en skandale på højt niveau. PET-chef Jakob Scharf beskyldes for at forvalte butikken med en ledelsesstil, der fører til voldsomme gnidninger med de ansatte.

Toppen af skandalen er naturligvis, at PET-chefen ifølge ikke færre end fem navngivne tillidsfolk i PET er blevet beskyldt for at bryde reglerne, da han af en række PET-folk krævede, at de skulle kigge i Pia Kjærsgaards kalender, så man kunne forhindre et ellers ønsket besøg på Christiania. Men vi hører altså også om en lang række andre sager - små som store - der tilsammen giver et billede af, at Politiets Efterretningstjeneste er i indre opløsning på grund af chefen.

Det sker i en tid, hvor der er særdeles stort behov for en årvågen efterretningstjeneste. En tjeneste, hvorom der står almindelig respekt. Der er desværre mange eksempler på de udfordringer, det danske samfund står overfor. Et eksempel er de danske statsborgere med udenlandsk baggrund, der i stor stil rejser til Syrien for at blive såkaldte ”hellige krigere”. Disse personer udgør ifølge eksperter - herunder PET og Europol - en stor trussel, når de ved hjemkomsten må formodes at være både mere radikaliserede og våbentrænede: En farlig cocktail! Med sådanne eksempler er det ikke just betryggende, at der tilsyneladende ingen ende er på de interne problemer i PET.

Men hvad gør den politisk ansvarlige justitsminister Morten Bødskov? Ikke meget. Han har meldt ud, at han fortsat har tillid til Jakob Scharf, og at han gerne vil have en skriftlig forklaring fra PETs ledelse. Denne er ikke kommet endnu. Desuden meddeler PET, at der er iværksat en række initiativer for at forbedre samarbejdet og tilliden i organisationen, blandt andet har man tilkaldt ekstern konsulentbistand.

Man fristes til at råbe: ”Hallo!”. Vi taler om et af vores væsentligste, hvis ikke dét væsentligste, værn imod terror herhjemme. Det er ministerens ansvar at sikre, at tjenesten fungerer upåklageligt. Derfor må justitsministeren træde i karakter og gøre det nødvendige. Set fra min stol virker det unægteligt, som om der er brug for en ny chef for at kunne sikre troværdigheden igen. Men justitsministeren træder ikke i karakter, og det er i det hele taget meget sigende for hele hans virke som justitsminister. Han har været en svag én af slagsen. Eksemplerne på at tingene ikke fungerer hos justitsministeren er mange!

Helt aktuelt kan man i dag i Jyllands-Posten læse, at det var spil for galleriet, da Morten Bødskov forsvarede den udskældte offentlighedslov med, at der faktisk, sammen med indskrænkningerne af åbenheden, også var forbedringer i den. For ifølge justitsministeren ville den nye offentlighedslov nemlig betyde, at der fremover er mulighed for at få aktindsigt i offentligt ejede selskaber. Nu viser det sig så, at listen over statslige selskaber, der bliver undtaget for aktindsigt, er alenlang. Hovsa, Bødskov!

Eller hvad med skandalen om manglende styr på illegale indvandrere, der kommer ind via Københavns Lufthavn. Justitsministeren har gentagne gange forsikret Folketinget om, at der var styr på kontrollen, men det har vist sig ikke at være rigtigt. Igen spiller justitsministeren og dermed regeringen hasard med danskernes sikkerhed, for vi aner ikke, hvem det er, som er kommet illegalt ind i Danmark i løbet af de mange måneder uden kontrol.

Når det drejer sig om udlændingepolitik og udvisninger har justitsministeren og resten af regeringen også vist sig uhørt svag. Således fjernede Morten Bødskov angiveligt efter pres fra EU-kommissionen en stramning af loven, der ellers betød, at kriminelle udlændinge altid som hovedregel skulle udvises, og det skulle kun være, hvis en udvisning ”med sikkerhed” ville være i strid med internationale konventioner, at den kunne gøres betinget. Men altså, EU-kommissionen udviste bekymring, og Morten Bødskov kvitterede med at stryge stramningen, så tvivlen igen kunne komme kriminelle udlændinge til gode. Dette har formentligt betydet, at en somalisk mand, der blandt flere modbydelige forbrydelser voldtog en bare ti-årig pige , slap for udvisning. Det samme er tilfældet i en sag om tre brødre med palæstinensisk baggrund, hvoraf to af dem ikke har dansk statsborgerskab. De er dømt for at have udført en bestialsk afstraffelse, hvor de blandt meget andet skar et øre af deres offer, men udvist, som ellers var det, de frygtede mest, det blev de ikke.

Jeg kunne desværre blive ved med at skrive om alle de væsentlige områder, hvor Morten Bødskov og resten regeringen har svigtet og svigter. Syrienskrigere, tålt ophold, alkolåse, Kina-besøg, asylansøgeres kriminalitet, lempelser på straf- og udlændingeområdet og så videre og så videre. Og alt, alt for ofte lyder det, at ”Morten Bødskov ønsker ikke at kommentere sagen” - eller hvis han overhovedet kommenterer; "skriver Justitsministeren i en kommentar"...

Der er brug for handling og handlekraft i Justitsministeriet, og det har Morten Bødskov ved utallige lejligheder desværre vist, at han ikke kan eller vil levere.

I en ganske underholdende, men også noget spekulativ, analyse fra weekenden skrev Ekstra Bladets politiske kommentator Hans Engell om en mulig, kommende ministerrokade. Her blev der peget på, at Morten Bødskov givetvis skal en tur til Bruxelles/Strasbourg i det nye år, hvor han så skal være Danmarks EU-kommissær. Det ved jeg så ikke, om jeg synes, er nogen særlig god idé. Men jeg ved, at det er det helt rigtige, hvis Morten Bødskov meget, meget snart kan kalde sig for forhenværende justitsminister. Så på dén måde er der jo ofte ikke noget skidt, der ikke også er godt for noget...

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl

 

Kristian Thulesen Dahls ugebrev mandag den 21. oktober 2013:

GGGI – nå….den organisation!

Venstres formand Lars Løkke Rasmussen lagde søndag kortene på bordet i sagen om de for dyre rejser og hotelophold i egenskab af formand for den internationale organisation, GGGI, og pressemødet – eller måske snarere ”pressehøringen” – slog vel en ny danmarksrekord med en længde på næsten fire timer.

Der er slet ingen tvivl: Der har været rejst og boet alt for dyrt og som formand for en organisation med fokus på udviklingen i den tredje verden. Lars Løkke Rasmussen burde langt tidligere have medvirket aktivt til at ændre organisationens rejsepolitik. Som Lars Løkke selv sagde det, så burde han efter første rejse have indset, at første klasse både var overflødigt og for dyrt.

At Lars Løkke Rasmussen ikke selv havde bedt om den ekstremt dyre rejseform, er et forsonende træk, men jo uanset det over stregen.

Hele sagen åbner i virkeligheden også op for en interessant debat om, hvordan internationale organisationer forvalter de skattemidler, som de får stillet til rådighed af de bidragende lande. Penge, som i GGGIs tilfælde som udgangspunkt er øremærket til at skabe grøn vækst i udviklingslandene.

Det mest chokerende er måske netop, at det synes at være normal praksis, at man rejser og bor på et meget meget højt niveau – første klasses flyrejser og dyre luksussuiter på de fineste hoteller. Det kunne være interessant at få at vide, hvordan praksis er i tilsvarende organisationer, der dog lige nu befinder sig ”under mediernes radar”. GGGI kom i søgelyset på grund af Lars Løkke Rasmussens formandskab. Men hvad med andre internationale organisationer, der er betalt med danske midler?

Lars Løkke Rasmussen klarede skærene ved pressemødet. Han besvarede tålmodigt spørgsmål helt ned til mindste detalje. Og vigtigst af alt: Han beklagede og undskyldte. Der ser ud til at være sat et punktum i sagen.

Som folkevalgt politiker må man finde sig i at blive kigget i kortene. Det er et af demokratiets afgørende vilkår og selvfølgelig er det mediernes opgave at agere vagthund på vegne af befolkningen. Sådan har det også været i denne sag. Det er afgørende, at befolkningen kan stole på de folkevalgte politikere. At der er troværdighed.

Hvis der opstår et indtryk af, at politikere befinder sig på en ”anden planet” og mister følingen med danskernes dagligdag, så er det kun forståeligt, at politikerleden breder sig. Vi har et ansvar for at sikre, at det ikke sker.

Lars Løkke Rasmussen er absolut fortsat Dansk Folkepartis statsministerkandidat. Vi mener ganske enkelt, at han vil være den bedste til at lede landet efter næste folketingsvalg – om vælgerne vil. Og vi er ikke i tvivl om, at han i så tilfælde med stor flid og ihærdighed vil forvalte sit embede.

Og det er min klare overbevisning, at et regeringsskifte er nødvendigt for at løse Danmarks store udfordringer og problemer: At få skabt vækst og optimisme i det danske samfund. At sikre fællesskabet også fremover gennem en mere markant rets- og udlændingepolitik. At få sat grænser for EU’s ellers stadig større indflydelse på danskernes hverdag.

Men først venter forude to vigtige valg. Den 19. november gælder det valget til kommuner og regioner og i maj 2014 valget til Europa-Parlamentet. Kommunalvalget drejer sig om vigtige spørgsmål om vores velfærdssamfund. Blandt andet forholdene for vore ældre, børnepasning, folkeskolen og integration.

Valget til Europa-Parlamentet handler om at få valgt de kandidater, som kæmper Danmarks sag i Bruxelles og Strasbourg. Kandidater, som tør sige EU imod, når man i EU vil have mere og mere union og centralisme. Kandidater som vil arbejde for, at indretningen af det danske velfærdssamfund grundlæggende er et spørgsmål for danskerne og ikke et spørgsmål for borgerne i Grækenland, Italien eller Frankrig.

Vigtige spørgsmål at diskutere de kommende måneder.

Danskerne har et naturligt krav på at kunne træffe deres valg på det bedst mulige grundlag, og derfor er det mit håb, at det er grundlaget for den politiske debat fremover.

Danmarks situation, hensynet til vækst og velfærd, ja, til hele vores fælles fremtid kræver, at vi trækker i arbejdstøjet og kommer i gang med det væsentlige - det vi er valgt til: At løse Danmarks udfordringer. Det skylder vi danskerne.

Men ok – nu ved vi alle, at der er en international organisation ved navn GGGI…..

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl

 

Kristian Thulesen Dahls ugebrev 9. september 2013:

Er indvandring en økonomisk gevinst?

I mange år har vi fået at vide, at indvandring er nødvendig for at sikre det danske samfund økonomisk. Regeringen forsøger ofte at finde eksempler på dette for at styrke sin argumentation.

Det siges også, at der er arbejde, som danskere ikke vil påtage sig. Også derfor er indvandring nødvendig – ellers kan vi ikke få den nødvendige arbejdskraft, hedder det. Disse argumenter er selvfølgelig tvivlsomme.

Dansk Folkeparti fik derfor før regeringsskiftet i 2011 gennemført, at der skulle laves økonomiske beregninger på disse forhold. Dette var desværre en af de ting, der blev ændret med den socialdemokratisk-ledede regering. De ønsker åbenbart ikke, at sådanne regnestykker laves! Hvorfor mon?

I Norge – som i øvrigt går til valg i dag - må de åbenbart godt få sådanne regnestykker. For et stykke tid siden kom det frem, at hver eneste ikke-vestlige indvandrer koster det norske samfund 4,1 millioner kroner netto - målt over et helt livsforløb. I Norge har ”Finansavisen” foretaget en række beregninger, baseret på data fra Statistisk Sentralbyrå (SSB) – blandt andet i forhold til, hvordan indvandrerne bliver integreret på arbejdsmarkedet.

Mens eksempelvis en svensk indvandrer giver et plus til samfundet, så koster en gennemsnitlig somalier det norske samfund ni millioner kroner netto. En pakistaner koster 5,1 millioner kroner, mens en inder koster 1,6 millioner kroner. Tallene forudsætter, at indvandrerens børn bliver rigtig godt integreret i det norske samfund – ellers løber omkostningerne højere op.

Tallene – og måden de fremkommer på - kan altid diskuteres. Men for mig at se er der ingen tvivl om, at beregningerne viser, at indvandring generelt absolut ikke har noget som helst at gøre med at løse vort samfunds økonomiske udfordringer. Tværtimod øges de økonomiske vanskeligheder ved den generelle indvandring, som vi har set de seneste 30 år.

Fra 2001 til 2011 – hvor Dansk Folkeparti havde større indflydelse - blev det derfor en målsætning at dreje indvandringen til Danmark således, at der i højere grad kom folk, der kunne være et positivt bidrag til økonomien. For at sikre at der i højere grad kom folk, som det danske samfund havde brug for. Højt uddannede eller folk til områder, hvor vi manglede arbejdskraft.

Dette er jo en anden målsætning, end den nuværende regering forfølger. Nu er asyltallene igen røget i vejret. Familiesammenføringerne vil gå samme vej. Som vi også så det i 90’erne. Argumentet er, at sådan er det jo, når der er krige i verden. Men bliver vi bedre i stand til at hjælpe folk i nød, hvis det danske samfund gøres fattigere? Nej selvfølgelig ikke.

Derfor skal Danmark – samtidig med vi overholder vore internationale forpligtelser og giver beskyttelse til personer, der virkeligt er personligt forfulgte i deres egne lande - være påpasselige med at gøre flygtninge til indvandrere, ligesom vi skal sikre, at vi med vores indsats hjælper flere end i dag.

Som det fungerer nu, har menneskesmuglerne kronede dage. Samtidig er det de stærkeste, de, der har råd og menneskeligt overskud til at få sig transporteret til Danmark, som kommer forrest i køen til det danske samfunds hjælp. Hvordan det lykkes nogen at gøre det til noget særligt godgørende, er mig komplet uforståeligt.

Tag Syrien som et eksempel. På et tidspunkt må det, der bedst kan betegnes som en borgerkrig, slutte. På den ene eller anden måde. Det betyder sandsynligvis, at landet får brug for alle gode kræfter til at genopbygge infrastrukturen og opbygge et nyt civilsamfund. Der er med andre ord brug for kvalificeret arbejdskraft.

Derfor bør vores hjælp bestå i – sammen med andre vestlige lande – at sørge for de mange mennesker på flugt ved at etablere flygtningelejre i nærområderne. Det er ikke alene her, at hjælpen giver mest mening, det er også her flest muligt kan hjælpes. En krig skaber akut nød og akutte behov. De skal løses på stedet. Derfor har Dansk Folkeparti støttet de bevillinger, regeringen har ønsket, til at kunne hjælpe flygtningene i nærområdet.

I første omgang er en flygtningelejr et sted, hvor folk får opfyldt basale behov som mad, husly og lægehjælp. Men flygtningelejrene må også gerne blive steder, hvor mennesker på flugt bliver hjulpet til at kunne takle livet, når de vender tilbage.

Pointen er den banale, at vi på denne måde kan hjælpe langt flere, end vi ellers ville kunne. Danmarks asylpolitik er i dag reelt præget af jungleloven. Den stærkeste – den person, det lykkes for at komme til Danmark – er ham, vi hjælper allermest. Dermed bliver indsatsen for de mange mindre.

Den nuværende regering lader tingene udvikle sig i den gale retning. Blander flygtningepolitik og indvandringspolitik. Forsøger ofte at påstå, at indvandringen generelt er en økonomisk fordel – selvom det så tydeligt fremgår, at det ikke er rigtigt.

En af de første ting, regeringen efter sin tiltrædelse afskaffede, var det pointsystem, som den tidligere regering og Dansk Folkeparti havde indført. Pointsystemet skulle sikre, at der i højere grad kom indvandrere, som det danske samfund havde behov for. Den politik føres også i lande som Canada og Australien – uden at det påkalder sig nogen voldsom opmærksomhed.

Vi skal adskille asylpolitik og indvandringspolitik. Asylansøgere skal hjælpes – helst i nærområder. Gøres klar til at vende tilbage for at opbygge deres egne lande. Indvandrere skal under bestemte forudsætninger kunne komme til Danmark. Men helst indvandrere, som kan være en hjælp til det danske samfund, så indvandringen ikke øger vores økonomiske udfordringer.

Kort fortalt skal vi føre en udlændingepolitik, som er til gavn for så mange mennesker som muligt – og som også er til at leve med for det danske samfund. Det giver ingen mening, at vi sætter vores egen velfærd under pres med den forkerte politik. For hvem vil vi så overhovedet kunne hjælpe i fremtiden? Vi skal som politikere leve op til vore forpligtelser: Dels at hjælpe mennesker i nød, dels at værne om Danmark.

Den opgave magter regeringen med al tydelighed ikke.

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl

 

 

Kristian Thulesen Dahls ugebrev 19. august 2013:

http://www.danskfolkeparti.dk/Ny_EU-aftale_i_Folketinget_skal_beskytte_den_danske_velf%C3%A6rds-model

 

Kristian Thulesen Dahls ugebrev 12. august 2013:

http://www.danskfolkeparti.dk/Med_danskerne_som_rådgiver__

 

Kristian Thulesen Dahls ugebrev 5. august 2013:

http://www.danskfolkeparti.dk/S%C3%A5_s%C3%A6tter_vi_kursen_for_Danmark

 

Dansk Folkepartis ugebrev den 22. juli 2013 ved Søren Espersen:

- mandag den 22. juli 2013

 Servicemeddelelse til partiet Venstre: Politi og toldere skal atter vogte vore grænser...

Schengen-aftalen og Euroen har tre afgørende ting til fælles:

1) Der var intet som helst behov for at indføre dem.

2) De har forværret tingene.

3) De er alle virkelighedsfjerne ideologier, skabt af naive drømmere.

Euroen, som i dag er alles mareridt, og som er ved at ruinere de arme sydeuropæiske lande, slap vi for - takket være et snusfornuftigt dansk folk. Men da Schengen-aftalen om åbne grænser skulle indføres, havde Folketingets EU-flertal fået nok af at spørge det danske folk, hvorfor man bare tromlede beslutningen igennem.

I dag jubler vi i Danmark over, at vi slap for at blive klistret ind i Euroens dødskamp, mens vi til gengæld skumler over den tåbelige beslutning, det var, at smække landets grænser op på vid gab, således at alle og enhver efter behag kan drøne ind og ud.

Og, mine gode venner i partiet Venstre – dette er så lige en venlig servicemeddelelse til jer:

Et af de allerførste krav, der fra Dansk Folkepartis side vil blive stillet til en ny regering, hvis vi en dag skulle være så heldige igen at få noget at skulle have sagt, vil være en genindførelse af kontrollen ved vore grænser.

I første omgang vil der blive placeret toldere ved alle Danmarks grænser. En permanent - 24 timer i døgnet - toldkontrol. Vi etablerer fysiske kontrolsteder såvel ved grænserne til Tyskland og Sverige - samt i alle danske havne og ved alle danske lufthavne. Som vi havde det i ganske få måneder i 2011, indtil den røde regering kom til.

Og i anden omgang tager vi så fat på processen med udmeldelse af Schengen, så der igen kan komme gode danske politifolk på grænsen og således, at ingen vil kunne komme ind i Danmark uden gyldigt pas.

Kort sagt: Politi og Toldvæsen skal atter vogte vore grænser.

Afslutningsvis bare lige et par interessante oplysninger:

* Andelen af konfiskerede ulovlige, euforiserende stoffer steg fra 26 kilo i perioden 1. juli til 30. september 2010 til 3.690 kilo i den tilsvarende periode i 2011 - altså dér, hvor den permanente toldkontrol virkede. Det svarer til en stigning på svimlende 13.700 procent... (jo, det er rigtigt: trettentusindesyvhundrede procent!!!).

* Tilsvarende er der konfiskeret 6.800.000 millioner kroner ved grænsen i den samme periode. I den periode i 2010, der kan sammenlignes med det, var det lidt over én million kroner. Altså en stigning på 600 procent.

* I perioden med permanent grænsekontrol, fra 15. juli til 15. november 2011 fik politiet overdraget 88 alvorlige sager fra tolderne: Det drejede sig om menneskesmugling, ulovligt ophold, indrejseforbud, efterlyste personer, ulovligt ophold. Samt 13 sager vedrørende narkotika i form af khat, dopingmidler og hash. Hertil kommer 37 sager vedrørende våbenloven...

P.S.: Er der i øvrigt - Udover selvfølgelig allestedsnærværende professor Marlene ”Last-Woman-Standing” Wind - stadig nogle fantaster derude, som mener, at "grænsekontrollen ikke virker... "?

Med venlig hilsen

Søren Espersen

 Dansk Folkepartis ugebrev den 15. juli 2013 ved Søren Espersen:

http://www.danskfolkeparti.dk/Skal_vi_nu_ud_og_lede_efter_en_krig_.asp

 

Kristian Thulesen Dahls ugebrev mandag den 8. juli 2013:

http://www.danskfolkeparti.dk/Jamen_dog_%E2%80%93_Kineserne_kommer_.asp

 

Kristian Thulesen Dahls ugebrev mandag den 1. juli 2013:

http://www.danskfolkeparti.dk/Reform-amok_%E2%80%93_Nej_tag_det_nu_roligt_.asp

 

Kristian Thulesen Dahls ugebrev mandag den 17. juni 2013:

http://www.danskfolkeparti.dk/Kristian_Thulesen_Dahls_tale_til_Folkem%C3%B8det_p%C3%A5_Bornholm_2013.asp

 

Kristian Thulesen Dahls ugebrev mandag den 3. juni 2013

http://www.danskfolkeparti.dk/Statsborgerskabet_udvandes_%E2%80%93_og_s%C3%A5_lige_op_til_Grundlovsdag_p%C3%A5_onsdag_.asp

 

 

Christiansborg, mandag den 27. maj 2013/KBE

 PRESSEMEDDELELSE

 DF: Regeringens vækstskøn er baseret på falske forudsætninger

Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen, reagerer med hovedrysten på regeringens økonomiske redegørelse ved økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), som endnu engang viser nedjusterede væksttal – denne gang ned til 0,5 procent for 2013. René Christensen mener, at regeringen bevidst indlægger forkerte forudsætninger for sin økonomiske politik, hvilket også dokumenteres af, at der i redegørelsen står, at den internationale vækst lader vente på sig.

- Jeg finder det forstemmende, at regeringen gang på gang udkommer med alt for naive prognoser for dansk økonomi, hvilket fører til at forbrugere og erhvervsliv ikke længere har tillid til økonomien, da optimismen løbende nedjusteres, ja, nærmest på månedlig basis. Når Margrethe Vestagers egne embedsmænd i den økonomiske redegørelse direkte angiver den manglende internationale vækst som årsag til, at økonomien slet ikke er i gear, viser det med al tydelighed, at regeringens egne optimistiske udmeldinger om dens nylige tiltag er baseret på ren ønsketænkning, siger René Christensen.

- Det er tydeligt for landets fremmeste økonomer, og det burde være det for regeringen selv, at eurozonen er i recession, og at resten af verdensøkonomien også halter derud af i lavt gear. Derfor burde regeringens økonomiske redegørelse tage udgangspunkt i, at vi som en lille åben og økonomi er yderst sårbare overfor de internationale konjunkturer, siger René Christensen, der ganske enkelt efterlyser mere realistiske økonomiske prognoser fra regeringen samt en erkendelse af, at den ikke selv er i stand til at sætte gang i økonomien.


Kristian Thulesen Dahls ugebrev:

- mandag den 27. maj 2013

Regeringen skal konfronteres med sin skadelige politik

Onsdag den 29. maj afholder Folketinget sin årlige afslutningsdebat. Ganske vist fortsætter Folketinget sit arbejde efter denne dato, men det er altså på onsdag, at den traditionelle maratondebat finder sted. Det sker simpelthen ved, at de politiske ordførere stiller spørgsmålet: ”Hvad kan statsministeren oplyse om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation?”, og så kører debatten ellers.

Der er unægtelig nok at tage fat på. For vi har lige nu en regering, der simpelthen sejler rundt, som var der hverken ror eller rat, lige som kaptajnen ser ud til at befinde sig alle andre steder end på kommandobroen.

Regeringen har famlet og zigzagget rundt på dagpengeområdet, kickstart- og vækstspørgsmålet, om skattelettelser til erhvervslivet, på retspolitikken og så videre og så videre.

Særligt og især på udlændingeområdet er regeringen i fuldt sving med at ødelægge alt det, som den tidligere regering under stærk indflydelse fra Dansk Folkeparti fik bygget op. Udlændingepolitikken er ganske enkelt ved at løbe løbsk.

Thorning, Vestager og Vilhelmsen har skridt for skridt lempet på udlændingepolitikken, og det er faktisk gået stærkere, end man havde troet før valget. Helle Thorning-Schmidt proklamerede jo i 2010, at hun ”ikke kunne drømme om at gå mod en lempeligere udlændingepolitik”, men siden hun blev statsminister, har vi set en lang række lempelser, der kommer til at koste danskerne dyrt.

Eksemplerne på dette står ganske enkelt i kø. Starthjælpen, kontanthjælpsloftet og pointsystemet er ophævet. Reglerne for familiesammenføring er lempet, asylansøgere har fået lov til at bo og arbejde uden for asylcentrene og i sidste uge lempede regeringen sammen med Enhedslisten kravene til dansk statsborgerskab. Nu er det pludseligt mindre vigtigt at kunne begå sig på dansk, og kravene til selvforsørgelse er blevet lempet fra beskæftigelse i 4,5 år ud af de seneste fem år til 2,5 år ud af de seneste fem. Det er åbenlyst, at hvis vores velfærdssamfund skal bestå, så må og skal vi sørge for, at de udlændinge, der kommer for at blive, kan og vil forsørge sig selv. Lempelsen af kravene til selvforsørgelse er et åbenlyst tilbageskridt i forhold til dette og i forhold til integrationen i det hele taget.

Regeringens række af lempelser på udlændingeområdet er desværre for længst slået igennem i forhold til antallet af asylansøgere. Således ser det ud til, at Danmark i 2013 får det højeste antal asylansøgere siden 2001, altså det år, hvor Dansk Folkeparti fik afgørende indflydelse og brugte denne på at sikre en mere fornuftig udlændingepolitik. De årlige udgifter til dette område har også for længst rundet milliarden, og udgifterne stiger selvsagt i takt med, at antallet af asylansøgere vokser.

Der er ingen tvivl om, at den øgede strøm af asylsøgere skyldes regeringens politik. De udlændinge, der rejser tusindvis af kilometer og gennem mange lande for at søge asyl, er i vid udstrækning ganske udmærket godt klar over, hvilket land det bedst kan betale sig at søge asyl i. Nu er Danmark kommet på denne negative ”positiv-liste”, og det oplever vi konsekvenserne af. Regeringen benægter, at det forholder sig sådan, hvilket i min bog nogenlunde tangerer at benægte tyngdekraftens eksistens. Som tidligere forskningsleder ved Socialforskningsinstituttet og Rockwoolfonden, Gunnar Viby Mortensen, har slået fast: ”Hvis et land lemper asylvilkårene, går strømmene derhen”, og han tilføjer: ”Det er problematisk, når vi i øjeblikket har et omfattende problem med de ikke-vestlige indvandreres beskæftigelse. Af mændene er halvdelen uden job, og for kvinderne er det mere end halvdelen”.

Men én ting er det økonomiske aspekt, noget andet er de massive problemer, som en stor flok svært integrerbare ikke-vestlige indvandrere fører med sig. De efterhånden mange nætter med voldsom ballade, ildspåsættelser og stenkasteri begået af unge indvandrere og efterkommere i Sverige er et tydeligt eksempel på de udfordringer, som en massiv indvandring af ikke-vestlige indvandrere fører med sig. Vi har i øvrigt set tilsvarende optøjer i Paris og i et mindre omfang i Danmark. Er det den slags, vi kommer til at se mere af, hvis ikke vi tager indvandringen og integrationen dybt alvorligt? Jeg er oprigtigt bekymret for det.

Men hvorfor gør regeringen det stik modsatte af, hvad der er fornuftigt? Helle Thorning-Schmidt lemper, trods løfterne før valget i september 2011, når hun som minimum burde beholde de regler, som hun overtog fra den tidligere regering og Dansk Folkeparti.

Nogen kunne måske indvende, at regeringen i form af socialminister Karen Hækkerup (S) da just i dag har taget jernhandskerne på i form af de bebudede forældrepålæg, hvor man rammer belastede forældre på pengepungen. Til det vil jeg først lige sige, at der er tale om endnu en kovending fra regeringens side, fordi daværende socialordfører og nuværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen tordnede mod forældrepålæg, da Dansk Folkeparti krævede øget brug af denne sanktion. Dernæst vil jeg sige, at alt tyder på, at meldingen er en ren parademelding fra regeringens side. Forældrepålægget bliver nemlig brugt uhyre sjældent. Det var faktisk derfor, at Dansk Folkeparti i sin tid ønskede at øge brugen af dette pålæg markant. Karen Hækkerup bebuder, at hun vil nedsætte en Task Force (som en særlig gruppe åbenbart skal benævnes i dagens Danmark), der skal få flere kommuner til at bruge forældrepålæg. Lad os nu se, om det rent faktisk kommer til at ske. Jeg tvivler, men garanterer, at Dansk Folkeparti følger udviklingen nøje.

Men lige nu og her gælder det afslutningsdebatten på onsdag, hvor vi i Dansk Folkeparti er helt og aldeles klar til at tage en grundlæggende debat med regeringen. Vi har mange spørgsmål om indvandringen, integrationen og regeringens lempelser i udlændingepolitikken, som vi glæder os til at tage med regeringens ministre! Og selvom regeringen ikke har været særligt debat-lysten i løbet af folketingsåret – jeg tænker på lærerkonflikten, lægekonflikten, offentlighedsloven som eksempler, håber jeg, at regeringen i forhold til dens lempeligere indvandringspolitik og dens konsekvenser vil svare på vores spørgsmål på onsdag!

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl

 

Kristian Thulesen Dahls ugebrev:

- mandag den 29. april 2013

http://www.danskfolkeparti.dk/Velkommen_tilbage_til_skolen__God_1._maj_p%C3%A5_onsdag.asp

Kristian Thulesen Dahls ugebrev:

- mandag den 22. april 2013

Aftaler med torne og roser

Det kunne have været meget bedre – men det kunne også have været meget værre. Det må være konstateringen efter, at Dansk Folkeparti søndag aften afsluttede langstrakte forhandlinger med regeringen om kontanthjælps- og SU-reform og en vækstpakke, der skal hjælpe på vækstproblemerne i dansk økonomi.

I går aftes enedes regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative om en aftale, der bl.a. betyder, at sodavandsafgiften bliver afskaffet, ølafgiften sænket og BoligJobOrdningen genindført.

Regeringen må være en lille smule ør i hovedet oven på den aftale. Det er ikke mere end få måneder siden, at den samme regering under protester fra Dansk Folkeparti lagde BoligJobOrdningen i graven, samtidig med at regeringen i en tidligere finanslov havde hævet afgifterne på grænsehandelsfølsomme varer.

Aftalen er fornuftig. Men den kunne have været meget bedre. Ølafgiften får kun et lille nøk nedad – og det på trods af, at vi ved, at netop øl er det store trækplaster, når det gælder grænsehandlen, men her kom EU i vejen med et diktat om, at vinafgiften også skulle nedsættes, hvis ølafgiften blev sænket – ellers var det konkurrenceforvridning. Ja, vinbønderne i Frankrig har åbenbart ikke protesteret forgæves… Og i Danmark tør regeringen som bekendt ikke udfordre EU, hverken når det gælder grænsekontrol eller ølafgifter. Vi ligger som sædvanlig solidt placeret som EU´s fremmeste duks.

Aftalen om vækstpakken er et lille skridt i den rigtige retning. Vi flytter utvivlsomt indkøb fra Tyskland til Danmark, og de mange håndværkere, der har ventet på at komme i gang med at bestille noget, kan nu gå i gang, men meget kunne have været bedre i en anden parlamentarisk situation.

I denne uge forventes de sidste forhandlinger om vækstpakken afsluttet, men det ser ud til at blive uden Dansk Folkepartis deltagelse i slutfasen. Vi ønsker ikke at skære i den borgernære velfærd for i stedet at bruge pengene til at lette selskabsskatten i et forfængeligt håb om, at det måske om mange år vil tiltrække investeringer fra udlandet. Kommunerne er allerede hårdt spændt for i disse år på grund af svigtende skatteindtægter, og det skal vi ikke gøre endnu værre ved at tage fra kommunerne og sænke selskabsskatten.

Tidligere på ugen indgik Dansk Folkeparti en aftale om en reform af SU og kontanthjælpssystemet. Lad det være sagt med det samme; vi kom ikke ud af forhandlingslokalerne i begejstring. Resultatet var det muliges kunst. Det var en afvejning af, om DF skulle gøre sin indflydelse gældende, eller vi skulle sige nej tak og lade regeringen indgå en aftale alene med Venstre, Liberal Alliance og Konservative. En sådan aftale havde ikke været til gavn for samfundets mest udsatte grupper, vil jeg gerne slå fast.

Vi valgte at indgå en aftale for ikke at svigte disse grupper. Vi kunne sagtens have stået uden for og med rene hænder og troskyldige øjne have bedyret, at vi skam ikke havde noget ansvar for noget som helst, men så havde vi svigtet vores opgave med at varetage de udsattes interesser. Enhedslisten har valgt denne kurs. Enhedslisten valgte tidligt i forløbet at sætte sig ud på sidelinjen og kritisere. Det er de selvfølgelig i deres gode ret til, men det giver ingen indflydelse, ingen valuta for pengene til de vælgere, der har valgt at stemme på Enhedslisten – og ja, det er vel reelt et svigt af de vælgergrupper, som Enhedslisten hævder at ville værne om.

Jeg er udmærket klar over, at der nu sidder familier rundt omkring i Danmark og tænker ”det her bliver meget svært for os at klare”. Til dem kan jeg kun sige: Uden Dansk Folkepartis deltagelse var det blevet endnu sværere.

Vi må aldrig stille os tilfredse med, at mennesker i den arbejdsduelige alder, der kan og vil arbejde, bliver placeret mere eller mindre permanent på offentlig forsørgelse. Derfor er princippet om, at man skal være parat til at yde noget for at modtage hjælp godt og rigtigt. Særligt gælder dette vores unge. Det er en skam både for den unge selv, men også for samfundet, hvis en ellers i øvrigt sund og rask ung mand eller kvinde grundlægger en karriere som modtager af offentlig forsørgelse allerede i tyverne. Derfor er det rimeligt at stille krav om job eller uddannelse, og så skal de mest udsatte naturligvis have en særlig hjælp. Det er ét af flere fingeraftryk, som DF har sat på aftalen – et andet er, at den gensidige forsørgerpligt for samboende først indtræder, når begge er over 25 år og et tredje er, at unge under 25 år, der har taget en uddannelse men alligevel ikke har kunnet skaffe sig beskæftigelse og er endt på kontanthjælp modtager 1.000 kr. mere om måneden end de, der ikke har gjort sig denne anstrengelse.

På SU-området lykkedes det både at bevare uddannelsesstøtten til hjemmeboende, det sjette studieår for de fleste unge og hæve fribeløbet. Regeringen har samtidig forpligtet sig til i EU at rejse spørgsmålet om SU-retten til østeuropæere, som udgør en potentiel bombe under hele SU-systemet, hvis regeringens vurderinger af udgifterne hertil viser sig ikke at holde stik. Allerhelst havde Dansk Folkeparti naturligvis set, at østeuropæere og andre EU-borgere slet ikke havde fået ret til SU.

Situationen her i 2013 er en anden end situationen fra 2002-2011. Vi har en socialdemokratisk ledet regering, der på mange måder har svigtet samfundets svage og udsatte grupper. Det er ikke mindre ironisk, når vi tænker tilbage på de nuværende regeringspartiers retorik forud for valget i 2011. Men det er ikke desto mindre de faktisk forhold på Christiansborg.

Dansk Folkeparti kan vælge enten at præge regeringens politik mest muligt i vores retning under de nuværende vanskelige forhold – eller vi kan lægge os i hængekøjen som Enhedslisten. Vi har valgt det første. Det er ikke noget let valg, for det indebærer mange kompromiser, men jeg er overbevist om, at det er det rette valg.

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl

Formand

 

Kristian Thulesen Dahls ugebrev:

- mandag den 15. april 2013

Stop den lockout

Da Kommunernes Landsforenings lockout af lærerne trådte i kraft den 2. april, skete det under massiv mediedækning. Her kunne man blandt andet opleve børn, der syntes, at al det der med lockout og udsigten til en masse fri lød sjovt. De fleste forældre tog også lockouten med ophøjet ro. En sund indstilling. Men i dag går lockouten ind i sin tredje uge, og nu er de fleste klar over, at lockouten har store konsekvenser og bør stoppe.

Nu står det klart, at så mange timer bliver aflyst, at det kommer til at knibe med at give 9. klasses eleverne det antal timer, som de har krav på. Det giver også sig selv, at flere uger uden undervisning langt fra er den optimale forberedelse før afgangsprøven for disse elever, hvis de da overhovedet nu kommer til en afgangsprøve. Situationen for disse 9. klasses elever er helt uacceptabel.

Lockouten rammer også elever med særlige behov hårdt. Der er op mod 10.000 elever med autisme i folkeskolen, og de har i høj grad brug for forudsigelighed og stabilitet, og ifølge eksperter kan lockouten få store konsekvenser for denne gruppe. Vi hører også, at elever på skolernes specialafdelinger er svært ramt, blandt andre en 10-årig multihandicappet pige, der har akut behov for daglig træning for at opretholde sin førlighed, men som altså ikke får den lige nu på grund af lockouten. Det er ikke til at holde ud at tænke på!

Lockouten har fra dag 1 været tosset og overflødig, men det er KLs lockout, og det er desværre sådan, at den skaber problemer for alle andre end KL, hvorfor KL næppe har specielt travlt med at få den stoppet. For hver uge, der går, sparer kommunerne jo penge, mens lærernes strejkekasse bliver mere slunken. At det jo også er KLs strategi, viste udtalelser fra næstformand Erik Fabrin i gårsdagens udgave af Berlingske. Her lød det, at lærerne nok skal komme på deres grædende knæ, når strejkekassen er tom og bede om en afslutning på konflikten. Når man lige tænker på de mange, mange danskere, der er så hårdt ramt af lockouten, udviser KLs næstformand her desværre kynisme af en størrelse, der er svær at forstå.

Apropos kynisme, så skal vi heller ikke glemme regeringens rolle i denne sag. 58 procent af danskerne, arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen og jeg mener, at regeringen og KL har lagt en drejebog for konflikten med lærerne. Henning Jørgensen går endda så vidt som at udtale til metroXpress, at ”man skal jo være blind og døv, hvis man ikke kan se, at det her forløb er tilrettelagt mellem regeringen og KL. Det mest overraskende er, at der stadig er 21 procent af danskerne, der tror på Corydon”. Så langt ved jeg nu ikke, om jeg vil gå, men jeg er overbevist om, at frygten for beskyldninger om aftalt spil nu er årsagen til, at der endnu ikke er kommet et regeringsindgreb. Det ville trods alt gøre skuespillet for tydeligt.

Det er altså skørt! For regeringen bør indse, at disse beskyldninger og spekulationer vil komme uanset, hvor langt tid regeringen venter med indgrebet. Det er i øvrigt også uansvarligt, hvis regeringen lader lockouten fortsætte i ugevis med store konsekvenser for børnene, blot fordi regeringen er bange for at få dårlige karakterer for sin håndtering.

Og hvis regeringen er bange for sit image, så er det da bare at komme med et balanceret indgreb, der tilgodeser begge parter og sætter en stopper for den lockout. For som det er nu, vinder hverken regeringen eller KL. Tvært imod så får hver dag bare parterne til at se mere kyniske ud – bl.a. med tanke på Erik Fabrins udtalelser.

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl

Følg Kristian på Facebook – Tryk her

 

 

Kristian Thulesen Dahls ugebrev:

- mandag den 1. april 2013

 Regeringen gør for lidt overfor øst-kriminelle - ligger under for EU

Det er desværre på ingen måde særligt overraskende at læse i dagens udgave af Ekstra Bladet, at øst-kriminaliteten er eksploderet. Nye tal fra Rigspolitiet viser, at antallet af sigtelser mod østeuropæere er steget fra cirka 2600 i 2007 til godt 6800 i 2012. En stigning på 161 procent på blot fem år. Det er ifølge avisen i stort omfang kriminelle netværk, der organiserer denne ”turisme”, hvor tusindvis tager til Danmark udelukkende for at begå kriminalitet. Et, desværre, typisk eksempel er historien om, hvordan otte litauere lejede et sommerhus i Vestjylland og på blot tre uger begik 24 indbrud. Vi må aldrig glemme, at den slags kriminalitet har store menneskelige og økonomiske konsekvenser for mange danskere.

Derfor er det helt på sin plads, at Ekstra Bladet i dag i sin leder kræver politisk handling og en debat om, hvad der kan gøres ved dette eksplosivt voksende problem.

Men desværre er det sådan, at avisens lederskribent og danskerne i øvrigt med stor sandsynlighed kan skyde en hvid pind efter denne debat. For sandheden er, at et stort flertal i Folketinget og især regeringen slet ikke ønsker en debat om dette emne.

Her vejer hensynet til EU nemlig tungere end hensynet til danskerne.

For lad os se det i øjnene: Det er Schengen-samarbejdet og de piv-åbne grænser, der er en af årsagerne til problemet. Så længe østkriminelle kan sætte sig ind i en bil og uden problemer køre til Danmark for at begå kriminalitet, så vil de gøre det.

 Men regeringen har ikke til sinds at genindføre grænsekontrollen, sådan som vi gerne vil det i DF, og jeg må sige, at alt tyder på, at regeringens holdning på området snarere skyldes eftergivenhed overfor EU-systemet end egne holdninger baseret på sund fornuft. I 2009 sagde nuværende statsminister Helle Thorning-Schmidt for eksempel: ”Jeg vil have den gamle grænsekontrol tilbage, som vi havde den for nogle år siden”, og hun var ikke den eneste blandt de nuværende i regeringen, der dengang sagtens kunne se det fornuftige i grænsekontrol.

Men hvad er det så, der har ændret sig siden da? Det er i hvert fald ikke et fald i den kriminalitet, som de åbne grænser har ført med sig, som har ført til kovendingen. Det er nok snarere, at disse åbne grænser er så stort et prestigeprojekt for EU-toppen, at man ikke vil tolerere grænsekontrol hos det enkelte medlemsland, hvilket vores nuværende statsminister så ligger under for. Det skortede da heller ikke på EU-ros fra en begejstret formand for EU-Kommissionen, José Manuel Barroso, til Thorning, da regeringen valgte at droppe den øgede grænsekontrol, som Dansk Folkeparti ellers havde fået igennem kort før folketingsvalget i 2011.

Bevares, det er sikkert rart at blive rost af Barroso og Rumpuy, men statsministeren skylder rent ud sagt danskerne en forklaring på, hvad hun og regeringen konkret vil gøre ved den kriminalitet, som de åbne grænser resulterer i.

Udover grænsekontrol kunne regeringen i øvrigt også gøre langt mere for at sikre, at øst-kriminelle afsoner i deres hjemlande i stedet for i Danmark. Vi må se i øjnene, at for denne gruppe kriminelle har fængselsstraffe på for eksempel et års tid ingen synderlig afskrækkende effekt. For afsoning i et dansk fængsel vil for nogle nærmest være at betragte som den rene ferie, hvis man sammenholder med, hvilke forhold de kommer fra.

Meget typisk for regeringen har justitsminister Morten Bødskov (S) brugt en masse krudt på at få det til at se ud som om, regeringen er ganske handlekraftig, når det handler om at få gjort noget ved problemet. Det er regeringen bare ikke. For regeringen har brugt en masse energi på at indsamle erfaringer fra Sverige og Norge og etablere udrejseafdelinger for udvisningsdømte udlændinge. Men hvad nytter det, hvis modtagerne slet ikke er villige til at tage imod egne statsborgere? Regeringen bør tage kontakt til de lande, hvor de østkriminelle kommer fra og så lave aftaler med de pågældende lande om, at deres kriminelle skal afsone der. Og hvis der skal penge på bordet, før disse lande vil dette, ja, så må vi se på det. De penge kan så komme fra de kroner, som vi sparer, ved eksempelvis at lade kriminelle rumænere afsone i Rumænien, hvor udgifterne til en fængselsplads nok er helt anderledes, end de er i Danmark.

Regeringen er ganske enkelt udygtig og ineffektiv, egenskaber der desværre præger hele regeringsførelsen, i forhold til at bekæmpe kriminalitet. Når det gælder østkriminalitet, bandekonflikten, skyderier og narko, så bliver danskerne typisk præsenteret for en masse snak og initiativer, der ikke for alvor gør noget ved den kriminalitet, som hvert år rammer tusindvis af danskere.

Det er bare ikke godt nok!

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl

Følg Kristian på Facebook – Tryk her

 


Alle taler om indvandring, mange siger det gavner lille Danmark, her er et citat fra Nationalbankens kvartalsoversigt.
 
"Hvis indvandring for alvor skal understøtte finansieringen af den offentlige sektor, skal den ske som såkaldt "superindvandring". 
Det begreb dækker over en person, som først indvandrer efter endt uddannelse, går direkte ind på arbejdsmarkedet  med en erhvervsfrekvens på 100 og betaler skat som en dansker,  undlader at tage sin familie med og forlader landet igen før pensionsalderen".



 

 
 
 
Dansk Folkeparti Holbæk

Designed By DotcomWebdesign.com